Kommercielt, med eller uden sjæl

Siden begyndelsen i 1992 har Motorjesus langsomt fået opbygget en halvstor fanbase. Dengang gik de dog under navnet The Shitheadz, hvilket de fortsatte med frem til 2006. Skiftet til et mindre kontroversielt navn har måske også gjort dem lettere tilgængelige og givet dem et mere mainstream appeal, men hvad sker der, når et band går den mere mainstream vej? Der er eksempler, hvor det går godt, og hvor det virker som et naturligt skridt for bandet at tage. Omvendt kan det også nogle gange fjerne en smule af sjælen i musikken og få det til at virke lidt mere overfladisk. Så hvor ender Motorjesus henne?

Forudsigeligt og klichéfyldt

Det er et svært spørgsmål at besvare, og ærligt kan man måske argumentere for begge dele. Man sidder med følelsen af, at bandet er glade for den vej de går, og at det virker som noget, de gerne vil. Desværre er der ikke meget, der får dette album til at skille sig ud fra resten af de mange hard rock-bands, der ellers er fremme nu her. Albummet bliver dermed lidt for forudsigeligt og klichéfyldt med meget traditionelle akkordrundgange og sangstrukturer. Tidligt på pladen finder vi op til flere numre, som trods disse klichéer alligevel leverer noget ganske lytbart rock. ”King Collider” og ”Re-ignite” er gode eksempler på, hvad der nok må være et af bandets bedste kvaliteter. De har nemlig evnen til at skrive sange med hitpotentiale og kan fra tid til anden komponere omkvæd, som man hurtigt lærer at synge med på. Disse sange har dermed potentiale til at blive populære på de mere lettilgængelige rockstationer på radioen.

Hvis man er positiv, kan man fokusere på, at de derfor fungerer godt til at have i baggrunden og på den måde virker, som de skal. Omvendt ville man med det lidt kritiske øre kunne påpege, at sangene generelt mangler dynamik og holder sig en smule for meget inden for det samme energi og lydniveau. Desuden kommer pladen også til at føles en lille smule trættende, da en god del af sangene handler om biler og det at køre hurtigt. Dette er måske nok et typisk tema i rock og har da også givet os klassikere som “Highway Star” af Deep Purple og “Freewheel Burning” af Judas Priest, men efter et par sange i træk over det tema, kan man hurtigt blive en smule mættet.

Fyldsange med enkelte hits

Alt i alt får vi altså et meget jævnt hard rock-album. Det giver os sange, der er nemme at synge med på, og som ikke kræver for meget af lytteren. Der er dog også en del sange, der mest fungerer som fyld, og som kører lidt for meget i de samme gamle klicheer. Albummet fungerer meget fint, når man lytter til det, men desværre sidder man ikke tilbage med en følelse af, at det er et album, man kommer til at komme meget tilbage til i fremtiden. Vi kan håbe på et lidt bredere tekstunivers og en lidt mere varieret lyd i fremtiden, for de har skam stadig noget at byde på.