At være anmelder i denne tid, er for mig rigtig fedt, for jeg synes, der konstant dukker nye skiver op med bands, som tør eksperimentere med deres musik, og træde nye veje indenfor deres respektive genre, hvilket som anmelder er rigtig fedt, dels fordi man skal forholde sig til nye indtryk, og dels fordi man bliver sat på nye prøver, hvad angår lytterevner hver eneste gang. Jeg synes, at der gennem de seneste par år, har været store opbrud hvad angår genre, og mange bands prøver at kombinere genre og ramme nye lydstemninger, hvilket nogle gange falder mere heldigt ud end andre. Svenske Moloken er en af disse her bands, som kombinerer genre såsom doom og progressiv metal, med et tvist af tidlig 90’er black metal og 70‘ernes progressiv rock. Rural er anden skive fra Molokens hånd, og rummer syv numre spredt over næsten 52 min. spilletid.
Rural starter med nummeret The Titan Above Us på 6.29 min. hvoraf de 3 min. er en lang, instrumentel intro, som afbrydes af et lidelsesfuldt skrig. Lyden af Moloken er lyden af psykedelisk, mørk atmosfære, som fra starten sætter øregangene på overarbejde. Der er konstante temposkift, tunge dystre riffs og ventende, ja nærmest forvrængede kompositioner, som tilsættes en desperat, skrigende vokal. Bestemt ikke nogen munter affære. I næste nummer Waltz of Depair øges tempoet på nummeret, og for til tider en black metal lignende lyd samtidig med, at vokalen bliver endnu mere desperat, grænsende til det depresive og sindsyge. Det er som om tankerne bliver ført på rejse ind i et sindsygt univers, og konstant bliver de bombarderet af nye indtryk og mørke slag. Halvvejs henne i nummeret tages tempoet ud af musikken, hvilket kun er med til at øge den uhygge og doom agtige stemning, der hersker på Rural.
I det hele tager er Rural ikke en skive, som man skal hive fat i, hvis man har lidt depressive tendenser, for det er en rejse på de sindsyges stemningsbilleder, som man bliver sent afsted på. Det er svært for mig at beskrive, hvordan musikken på Rural konkret er, for den er svær at beskrive. Det er mørkt. Det er grumt, og det er i den grad trøstesløs den musik, som Moloken disker op med. Skiven sluttes af med Åland, som er et instrumentelt nummer hele vejen igennem og altså uden vokal. Her skifter stemningen til at blive nærmest drømmeagtig, og som lytter bliver man sendt afsted til dette land, Åland, som er en fin afslutning, og som virker som en slags meditativ opvågning efter 50 min. fanget i desperationens land.
Rural er virkelig en svær størrelse at give karakter. På den ene side er der mange rigtig gode elementer på Rural, og gutterne i Moloken formår at bygge en atmosfære op, som sender hjernen på psykedelisk udflugt. Jeg må dog sige, jeg har haft svært ved at lytte til Rural igennem flere gange, da jeg har haft svært ved at forliges med den mørke, triste stemning som Rural indeholder. Derudover synes jeg ikke rigtigt, der er nogle numre på Rural, som skiller sig ud, og som man som lytter husker. Derfor, hvis du er til denne slags musik, er Rural sikkert noget for dig, men for et metalhovede som mig, der er mere til den energifyldte død og melo-død, er Rural lige en kende for svær at lytte til. Så derfor for Moloken 70 % for Rural.
