skribent søges
Misery Index - Rituals of Power

Rituals of Power

· Udkom

Type:Album
Genrer:Death metal, Grindcore

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Ikke mr. Hvem-som-helst

Misery Index er ikke en flok grønne opkomlinge med et påtaget socio-politisk perspektiv. Med 20 år på bagen er fundamentet for tænderskærende og kompromisløs aggressiv musik lagt, og selvom der kun er et enkelt originalt medlem tilbage i den oprindelige konstellation, har bandets nyeste medlem, Darrin Morris, været en del af truppen i nær ved ti år. Der er altså ikke så meget famlen efter at finde fælles fodslag, ej heller nytilkomne medlemmer med ideer, der skal røre op i den musikalske gryde, her på deres sjette album.

Fy for en skefuld

Første nummer, ”Universal Untruth” vækkede med det samme min nysgerrighed. Lidt feedback slår tonen an sammen med et par indledende akkorder og et trommesæt, som giver fornemmelsen af, at der lige skal knækkes knoer. Mærk kontaktfladen mellem knoer og ansigt. Vokalen er rå, guttural og aggressiv på en måde, der vækker associationer til henholdsvis det nyere Obituary og All Shall Perish – sidstnævnte især i samspillet med musikken. Deres midtempo dødsgrind kommer her godt til sin ret med konsistente dobbeltpedaler og et uprætentiøst melodisk aspekt, og overgangen til næste nummer ”Decline And Fall” er nærmest elegant. Tempoet bliver sat markant i vejret, og der er ingen tvivl om, at brutaliteten er i højsædet. Den thrash-inspirerede solo giver nummeret et løft ud af, hvad der godt kunne være blevet lidt monotont, og netop det element er vigtigt i den overordnede sammenhæng på tværs af skæringerne.

Der er gode ting at sige om samtlige numre. ”The Choir Invisible”, ”New Salem” og titelnummeret er de velvalgte singler, som alle tre giver associationer til go’e gamle Dethklok. Det gør sig, dog af andre årsager, ikke mindst gældende for nummeret ”New Salem”, der også er navnet på Misery Index’s nyligt lancerede kaffe. Og med kaffe som med Rituals of Power: der bliver eddermame kværnet igennem. Når man er kommet igennem de tre numre, der udgør teaserne for selve pladen, bliver det dog alvor. Jeg indrømmer, at jeg havde ladet mig distrahere af andre sysler, men ”They Always Come Back” rev mig tilbage til den brutale virkelighed, med sin kompromisløse og samtidig medrivende staccatovokal. Frontmand Jason Netherton har en stemmeføring der, lagt sammen med trommernes ubønhørlige blastbeats, minder om forrige års Malevolent Creation-plade, som fik mig til kravle på væggene i begejstring.

Ingen kære mor

Som det sensitive snefnug jeg nu engang er, er det dejlig befriende med en plade, der ikke levner tid til at sidde og stirre tavst ud ad vinduet, mens jeg tænker over min egen rolle i livets dogmefilm. Her er der ingen navlebeskuende eftertænksomhed, kun et brændende ønske om at vinde det masseslagsmål, der er vores eksistens, bevæbnet med en gudsforladt trang til at splitte hele lortet ad. Men det er umuligt at være vred i selskab med Misery Index; de er det for os, og tilmed ganske effektivt. Deres harme er retfærdig i en verden, der er totalt fra forstanden, og jeg ser Leonardo DiCaprios underbid i ”Wolf of Wall Street” for mig. Selve albummet er forholdsvis kort, hvilket jeg er lidt glad for. For alle mine rosende ord til trods er det en mursten i nakken, og produktionen gør den ekstra tung at komme igennem. Alligevel har de ramt balancen mellem form og indhold godt, og jeg tilgiver dem de varige mén, da de i det mindste er flinke nok til at hjælpe mig med at samle mine tænder op igen.

Tracklist

  1. Universal Untruths
  2. Decline and Fall
  3. The Choir Invisible
  4. New Salem
  5. Hammering the Nails
  6. Rituals of Power
  7. They Always Come Back
  8. I Disavow
  9. Naysayer

Tilføj kommentar