Merkúr - Melancholia

Melancholia

Udkom

Type:Album
Genrer:Thrash, Melodisk Death Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

En ø ude i ingenting

De hedder Merkúr, og de har ikke brug for selskab. I hvert tilfælde ikke, hvis det at røvkede sig på en ø ude i ingenting og dermed ikke kunne gøre ret meget andet end at gå på arbejde, spille musik og sove, avler så meget talent. Bevares, alt er ikke lige godt på deres nye skive Melancholia, men når det fungerer, så forstår man hverken, at gennemsnitsalderen er omkring de 20, eller at de egenhændigt har skrevet, indspillet og produceret alt det djævelskab, som gør det her album til noget særligt – også selvom de må vente på den topkarakter, deres talent og deres fans med rette kan kræve af fremtidige udgivelser. Vestmannaøerne, et sted ude i ingenting, er med ét blevet arnestedet for ny nordisk thrash metal.

Overfaldsmusik

“Everybody has a plan until they get punched in the mouth”, sagde Mike Tyson engang. Efter bare én gennemlytning går det op for mig, at Merkúrs overfaldsmusik er lige så organisk som et par på hovedet. Man er nødt til at reagere, og lettere forvirret, med hænderne nede langs siden, hæver man paraderne og gør sig klar til næste slag. Slag kommer der nemlig rigeligt af i løbet af albummets første kvarter. Det er lang tid siden jeg har hørt så aggressivt et udtryk på et thrash metal-album. Numrene tonser derudad, og den uskolede, upolerede og rå produktion fremhæver i den grad bandets energiniveau og udtryk.

Selvom den tørreste kiks af en guitar, inklusive fire slag på klokken, advarer om incoming kæberaslere, efterlades man alligevel paf, når nummeret “Blind” for alvor går i gang. Hvis alle numre på pladen fungerede som “Blind”, havde jeg givet topkarakter, for når den kogende islandske sved siver ud gennem næverne på disse fire vrede unge mænd, så er det fandeme alvor.

Jeg tror i den grad på, at morgenerne i Island er særligt sorte i “Black Mornings”, og jeg savner pludselig en tryg depression af læne mig ind i, når nummeret “The Great Expanse” forsegler mine øregange med guitarharmonier og et drengekorslignende omkvæd: “The great expanse / Now rears its head / We stand no chance / If it wants us dead”.

Og så sker det.

“Memoir”, som vel skal fungere som et interlude på albummet, tager mig ned i tempo og får mig til at sænke paraderne et øjeblik. Velvalgt afbræk, så jeg kan få lappet mine øjenbryn sammen og få en ispose på nakken. Problemet er bare, at Merkúr ikke er det samme band igen, da jeg forslået kommer ud af ringhjørnet.   

Numrene “Lost” og “Let the Fires Burn” er slet ikke lige så stærke som de øvrige numre, og “Fall Down” er niveauer under, hvad de præsterer på resten af pladen. ”Hvad skulle det nummer overhovedet på pladen?”, sidder jeg tilbage med. Udtrykket er et helt andet, og det lyder, groft sagt, som om Merkúr slingrer gennem nummeret. Palm-muting er pludselig en by på Island, og guitarsoloen er tæt på pinlig. Træls afslutning på en fantastisk begyndelse.

På min mors køleskab

Lad det være sagt med det samme. Melancholia er spækket med talent. Kæmpetalent. Og jeg vil hellere anmelde en plade, hvor der fra tid til anden rammes helt forbi skiven og tages chancer, og hvor der er vovemod og vildskab. Det er der masser af i løbet af de knap 40 minutter, albummet varer.

Og som der engang stod på min gamle mors køleskab: “Der findes mennesker, der skaber, og mennesker, der kritiserer. De første kan leve uden de sidste. De sidste kan ikke leve uden de første”. Så Merkúr – til helvede med det hele, og må de sorte morgener og den islandske vildskab vare ved i mange år frem.

Tracklist

  1. Umbra Borealis
  2. Blind
  3. Black Mornings
  4. The Great Expanse
  5. Memoir
  6. Lost
  7. Parasites
  8. Let the Fires Burn
  9. Fall Down