To-Mera - Transcendental

Transcendental

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Power metal
Spilletid:52:36
Antal numre:8

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Så skal jeg lige love for, at der sker noget! To-Mera er et nyt progressivt metalband med overvejende engelske musikere, bl.a. Lee Barrett, der har spillet bas for Extreme Noise Terror (som jeg ikke kender). Forsangeren med kunstnernavnet Julie Kiss er fra Ungarn. Man skal ikke lade sig skræmme af ideen om (endnu) et metalband med en kvindelig forsanger, for der er absolut intet kommercielt leflende eller wimpet popmetal over det her. Tværtimod er musikken noget af det mest komplekse og afvekslende, jeg har hørt i meget lang tid. Musikerne er hamrende dygtige og virker lige rutinerede, hvad enten de spiller tonstung thrash, afdæmpet klassisk eller funky jazz-stykker. Julie Kiss' sopranvokal ligger klart og nydeligt og svæver over det hele – eller binder tingene sammen, om man vil – med fraseringer, der veksler umærkeligt mellem det konventionelt melodiske og det syrede Atrox-agtige.

"Transcendental" åbner med en orientalsk-inspireret vokal, der lyder som et bedekald, og lydtæppet nedenunder bringer mangen en ørkenscene fra Hollywood-film i behagelig erindring. Åbningsnummeret "Traces" fortsætter med dansende tribal-agtige trommer og et stadigt mere intenst guitarspil, der spænder forventningerne til, at nu kommer der noget virkelig heavy lige om hjørnet… Men allerede her overrasker To-Mera ved i stedet at bringe en pompøs flygelsolo, der ender som en overledning til næste nummer "Blood", der starter i bedste progressive powermetalstil à la Symphony X eller Pagan’s Mind (med et sejt dynamisk guitar-bas-trommearbejde) for hurtigt at tilføje en syret versmelodi i stil med Psychotic Waltz eller Atrox. Bandet får legende let arbejdet sig over i et flot, pompøst, poppet omkvæd, der henleder tankerne på teatralsk filmmusik eller måske Ayreon.

Tredje nummer "Dreadful Angel" har en sej, tung indledning med faretruende hvisken i baggrunden og tager lytteren med på en rutschebanetur gennem hyperkomplekse Dream Theater-passager, Psychotic Waltz-syrethed, abrupte (men velanbragte) skift til afdæmpede, jazzede mellemstykker og tilbage igen, et pop-klassisk stykke med melankolsk violin og akustisk guitar (lidt i stil med stille Fates Warning fra Perfect Symmetry-albummet) og speed-thrash à la Nevermore inden en stille overgang til "Phantoms", der er endnu mere afvekslende – her bydes der tillige på et Pain of Salvation-agtigt groove med drilske rytmeskift, lidt inspiration fra Therion, Opeth og rigtig mange andre ting, inden albummet fortsætter direkte over i "Born of Ashes": Her startes der stille med akustisk guitar og vokal i en orientalsk frasering, der henleder tankerne på en troubadur med lut. Stemningen brydes eller rettere forstærkes med et fuldt symfoniorkester, der giver den hele armen i et pompøst filmmusikstykke, der ikke lader John Williams (Star Wars etc.) noget tilbage at ønske. Herfra arbejdes der over i et tungt, højprogressivt stykke med synkrone løb i keyboard og guitar, og så kører toget igen gennem stille, stemningsfulde passager, drilske, løst groovede stykker, speedede metalpassager og karakteristiske fælles markeringer i instrumenterne.

"Parfum" starter med afdæmpet fransk-inspireret tango-flygel med sensuel hvisken henover og bevæger sig gennem landskaber af tyngde, full-band-grooves og æterisk pop. De konstante skift i rytme og melodi er til stede helt ned i selve sangmelodierne – tag bare det smukke omkvæd, der delikat veksler mellem det kønne og iørefaldende og det syrede Buddy Lackey-agtige. "Obscure Oblivion" åbner med stille guitar og klaver i nærmest moderne klassiske harmonier, tilføjet en afdæmpet, raslende marchtromme, igen med en smuk melodi henover – musikken skifter til et speedet omkvæd med en catchy, men dog lidt urent sunget vokallinje. Lidt senere skiftes der igen til funky jazz, der denne gang bliver gradvist æltet ind i metallen igen gennem et sindssygt komplekst guitar-klaver-chase, der afbrydes af et tungt groove med en programmeret effekt på trommerne. Musikken arbejder sig gennem konstante skift hen til en stille overgang til sidste nummer, "Realm of Dreams", der er mere "lige ud af landevejen" (i forhold til de tidligere numre – hvilket siger en del) – pompøst og teatralsk med et spøgelsesagtigt vers, der henleder tankerne på Danny Elfmans filmmusik og et omkvæd så fedt, at man tilgiver Julie Kiss’ lidt upræcise pitch netop her. Nummeret bevæger sig ned i en akustisk, stille passage for gradvist at blive mere dynamisk og ende i en tung, fed, inciterende afslutning, hvor et riff (til en afveksling) gentages pladen ud og fader over i knitrende støj.

Hvis ikke det allerede fremgår af min anmeldelse, vil jeg bare sige, at jeg er helt vild med det her album. Det tæller ikke med i min bedømmelse, at dette er To-Meras debut – men det er i sig selv ret imponerende at tænke over. Det er fedt produceret, fedt spillet og har indtil nu vundet på hver gennemlytning. Eneste ridse i lakken er de to steder, hvor Julie Kiss ikke synger helt rent, men det skal ikke afholde mig fra at give det her album en meget stor anbefaling.

Kommentarer (1)

helloween

helloween

Indlæg: 167

Yes! For en fed CD!!!!!!!!!!!

Yes! For en fed CD!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Tilføj kommentar