Når man hedder noget så kikset som Masterlast og stiller det op på coveret, som man ville skrive "sød tøs" i en poesibog, tigger man nærmest om at blive mobbet. Det er hermed indirekte gjort. Masterlast spiller nu-metal i samme boldgade som f.eks. Linkin Park og Ill Niño parret med lidt Ministry. De fleste af numrene er bygget op omkring loops, typisk af stammelyde (hvilket henleder tankerne på Sepulturas "Roots"-album), og har lidt orientalsk-inspirerede harmonier. Albummets bedste sange er de få, man fornemmer, er opstået, inden de er blevet tilføjet lag på lag af samples og programmering. Ellers virker musikken ofte for skematisk og konstrueret.

Den kvindelige schweiziskfødte guitarist, Val Glauser, leverer tunge og ok riffs. Trommerne, håndteret behændigt og cyklende af John Macaluso, som nogen måske kender fra A.R.K. (og andre Jorn Lande-projekter), Yngwie Malmsteen m.fl., er også et lyspunkt. Vokalen er mere tvivlsom: Israelskfødte Lizza Hasan synger lidt som en blanding af Rob Zombie og Tina Turner – og med en hel del accent. Så længe der er nogle rimeligt solide hooklines, som f.eks. på åbneren "I Ache", kan man godt døje hende, men når hun skal spille sej på melodisk uinteressante numre som "Wake Up Today", "Think Of The Day" og mange andre, bliver hun noget trættende at høre på. Samlet set hæver Masterlast sig ikke op over gennemsnittet. De minder mig en smule om det polske band, Delight, som jeg umiddelbart synes bedre om.