Vi har løbende anmeldt italienske Mastercastle, og nu er det neoklassiske ensemble tilbage med deres femte album. Deres seneste album On Fire fik en lunken modtagelse her på sitet, og særligt produktionen hev det samlede helhedsindtryk voldsomt ned. 

Heldigvis er der på `Enfer´ rådet bod på netop dette, og nu kommer bandets udtryk for alvor til sin ret. Bandet er svært at klassificere, men der er elementer af klassisk heavy metal, men også med stor indflydelsen fra powermetal. Men før vi detailklassificere og genrebestemmer i en uendelighed. Det vigtigst først... 
Bandets største styrke er en fantastisk evne til at skrive ørehængere og poppede omkvæd med stor holdbarhed. Derudover har bandets ene gengangere Georgia Gueglio en kraftfuld og smuk vokal. Andet faste medlem er guitaristen Pier Gonella, som kender sin Yngwie Malmsteen og alene af den grund er udspillet interessant - hvis nu man er til den slags firsermelankoli, naturligvis. 

Alle numre er placeret i de radiovenlige 3-4 minutter og opbygningen er klassisk vers/omkvæd. Selvom der til tider bliver truttet lidt for meget i powermetal hornet og vi nærmer os svulstigt østeuropæisk Grand Prix er jeg efter en 3-4 gennemlytninger alligevel overraskende godt underholdt. Særligt da der er massere af guitarlir og solide riffs er det et overraskende godt udspil fra italienerne. Hvor forgængeren var for røvballe-heavy-metal efter min smag er der nu kommet mere form og struktur. Som sagt trækker det ned, når det bliver for pompøst, højtravende og selvhøjtideligt, men genren tillader som bekendt det store udstyrsstykke. 

Der er flere søde sukkerknalder undervejs og lad mig bare nævne `Let Me Out´ og `Naked´ som gode eksempler på et metal pop nummer.

På det afsluttende nummer `Coming Bach` er der dømt fri leg for Pier Gonella og håbefulde guitarister kan starter her, og forsikre sig om, at Yngwie Malmsteen ikke har levet forgæves. Ja, ja - det er `over the top´, men det tager vi også med.