Enten dør du en antihelt, eller også lever du længe nok til at blive overflødig.
BØH!
Det pæne, organiserede og hvide Amerika har, gennem tiden, haft mange fjendebilleder, som er blevet dyrket så intenst, at selv ham, der frabad sig andre guder end ham selv, må have følt sig overset. Men i nyere tid har ingen kunstner skræmt så mange mødre og fædre, som Marilyn Manson har. Den underlige, ranglede og sygeligt udseende fyr vidste lige præcis, hvilke knapper han skulle trykke på for maksimal effekt. Kvindelige modeller udgjorde den ene halvdel af kunstnernavnene, seriemordere tog sig af efternavnene. Og det faktum, det var mænd i overdrevet sminke og udfordrende kvindetøj gav de bornerte amerikanere noget at tale om. Læg så en forskruet kombination af sex, samfund, stoffer og Satan oveni, og du har grunden til Westboro Baptist Church overhovedet eksisterer.
En uoriginal original
Men mænd i dametøj med kvindenavne på rockscenen var såmænd ikke noget nyt. Alice Cooper og Dee Snider fra Twisted Sister var ude med den slags visuelle virkemidler længe inden, og især Alice Cooper bidrog med de lidt mere dystre og teatralske elementer. Hvorfor var Marilyn Manson så, så speciel, hvis han ikke var den første til at lægge guyliner eller skræmme de voksne med sin ikke umiddelbart definerede seksualitet? Det kan debatteres herfra, og til den næste kunstner chokerer os med, hvad der nu skræmmer, i en post Miley-Cyrus-i-hudfarvet-badedragt-verden. Men Marilyn Manson holdt et spejl op mod den verden, han var vokset op i, og INGEN brød sig om at se, hvad der var i det flueplettede og revnede spejl. Marianne Mandsen og De Uhyggelige Unger spiddede den amerikanske religiøse og seksuelle dobbeltmoral og prædikede had til det etablerede, og hans sprukne stemme sørgede for, det aldrig blev kønt. De af os, som manglede et flabet alternativ til de mere ekstreme muligheder, vi havde ”dengang”, labbede det i os, som var det en televiseret gudstjeneste i bibelbæltet.
Men hvorfor er min anmeldelse så i datid? Han laver jo stadig musik og ikke på samme måde som Dio, Michael Jackson og 2Pac. Anmeldelsen er i stedet en nekrolog, et nostalgisk tilbageblik til en mere uskyldig tid med rygter om bortopererede ribben, forfærdede og foruroligede, selvbestaltede vogtere af en skrøbelig moral og en mand, der på den mest elegante vis formåede at gå sine musikalske idoler i bedene og stadig skabe noget unikt, gang på gang, overraskende og medrivende. Derfor PINER det mig at høre Heaven Upside Down, for sjældent er jeg blevet så skuffet. Alt fra komposition til sangskrivning er et sørgeligt ekko af tidligere tiders storhed, og værst af alt: De brede inspirationskilder, der, blandt andre, talte selveste Bowie, er tørret ind til en sløj piblen, der afslører, at man ingen vegne kommer, hvis ens største inspiration er én selv. Der er vibes fra både Smells Like Children, Antichrist Superstar og Mechanical Animals at hente, og selvom ”Kill4me” har lidt Depeche Mode-agtig stemning er hele pladen simpelthen så uinspireret og decideret pinlig i sit krampagtige forsøg på at være ung med de unge - tal frem for bogstaver er ikke 1337, det er bare åndssvagt. Det ses allertydeligst i nummeret ”Threats Of Romance”, der nærmest er et fire minutter og 37 sekunder langt argument for, hvorfor den her plade er spild af tid. Problemet er, at Manson er blevet voksen, det samme er hans fans, men hen ad vejen er der nogen, der har glemt at videregive ham den information. Man burde forvente, at man som kunstner er i stand til at vokse med sin fanskare.
Tiden er gået, og det burde du også
Det er tåkrummende at opleve en voksen mand lave musik til de teenagere, der forgudede ham – nu bliver vi spist af med en mand på næsten 50, der ikke har ænset, at det ikke er nok at rede sit hår, hvis man stadig lefler for den samme målgruppe, man forsøgte at omprogrammere for 20 år siden. Der er ikke en pæn måde at sige det her på, men Marilyn Manson burde vaske noget af al den sminke af, optræde under sit borgerlige navn og holde op med at tro, han stadig er farlig for andre end sig selv. Siden John 5 forlod ensemblet, har det været småt med interessant musik, og selvom der skal lyde en ros til de nuværende medlemmer for, trods alt, at kunne spille ordentligt og skabe lidt variation i henholdsvis bas- og guitarsektionen, skal hr. Warner til at tage sin musikalske karriere op til genovervejelse efter denne udkogte omgang. Udelukkende på grund af sine hårdtarbejdende musikere hives dommen en smule op fra det komplet uacceptable, til det mindre uacceptable.
