Metal-profeterne Manowar er tilbage, men er ved at tabe pusten

Vi kommer ikke uden om Manowar. Det amerikanske heavy metal-band (eller True Metal, som de selv kalder det), deres energiske lyd og enorme fanskare, som kun er blevet større siden deres dannelse i 1980. I dag står de så, 12 studiealbums senere, hvoraf det sidste hedder The Lord Of Steel. Manowar-fans vil nok være ellevilde, men jeg forstår godt, hvis folk er bekymrede for fremtidige albums.

Albummet starter ud med titelnummeret "The Lord Of Steel", hvor det straks går der ud af, som vi kender Manowar. Man hører et fantastisk riff, og trommerne præsterer udover det man sædvanligt hører. Bassen spiller også rigtig hurtigt, og kan høres meget tydeligt i versene. Det er også i denne sang hvor alle medlemmerne præsterer det bedste. Derefter går det ned af bakke."Manowarriors", der er nummeret efter, ligger ud med et super godt riff, men ellers er det mid-tempo uden den velkendte og elskede ånd, som mange af Manowars sange har. Det bliver ikke bedre med den ringe guitarsolo man får smidt oveni. Derefter er det middelmådigt mid-tempo, med alt for simple riffs og trommer, så man skulle tro at de kedede sig, og der er ikke noget der kvæler Manowars ånd mere, end når man tænker den tanke. Desuden er der rigtig mange gentagelser af omkvædet i de sange, specielt på "Born In A Grave", hvor jeg efter første gennemlytning kunne omkvædet udenad. "Righteous Glory" er den eneste sang på albummet, som det var meningen skulle være stille. Men det er så det eneste den er. Normalt er Manowars stille sange på grænsen til episke, men ikke her. Her sidder man og keder sig, og det lyder ærlig talt som om at musikerne har det på samme måde. Til sidst prøver de at dække det med et godt riff, men lige lidt hjælper det. Det bliver dog lidt bedre på "El Gringo", og her går det rent faktisk fremad. Ikke instrumentalt, men de formår at skab en rigtig Manowar-stemning i bedste western-stil. Gennem resten af albummet holder de faktisk en ret god stemning oppe, og det redder deres karakter i sidste øjeblik.

Manowar slipper godt fra det her, mest ved at klanrer sig til det der er blevet deres signaturlyd. Men det lyder for mig som om at de er ved at miste grebet, og det får mig til at bekymre mig for fremtidige albums fra deres side. Bliver de ligesom "Born In A Grave", har de i hvert fald et stort problem. Jeg forstår godt at manowar-fans ville kunne lide albummet, og det kan jeg også selv. Men jeg forstår også dem der synes at de burde gå langt væk på pension.

The Lord Of Steel er albummets suverænt bedste nummer.