Den svære genkomst

I det herrens år 2010 var jeg lige startet som ung(ish) anmelder på spilmagasinet Gamereactor, som på det tidspunkt også anmeldte musik. Dengang fik man ofte en fysisk cd tilsendt, og en af dem var århusianske Malruns debutskive, Beauty in Chaos. Det var en rigtig lovende debut, og de efterfølgende plader fulgte godt op med stilsikker og velpoleret metal. Sidste gang vi fik en “hel” plade fra Malrun, var i 2014, hvor de udgav Two Thrones, og kort efter forlod forsanger Jacob Løbner bandet og blev erstattet af allestedsnærværende Nicklas Sonne. Syv år skulle der dog gå, inden vi for alvor fik nyt fra den konstellation, men det har vi fået nu med pladen Pandemonium.

Et trehovedet monster

Pandemonium handler om en konge, som er ved at miste forstanden og forsøger at holde fat i både den og magten. Ikke det mest originale tema, bevares, men det binder pladen fint sammen ved at skabe en sammenhængende historie. Den bliver fortalt gennem en blanding af metalcore, hard rock og prog metal, der på samme tid er Malrun, som man kender dem, og noget nyt. Et af de bedste eksempler på det er “Trail of Ashes”. På mange måder et nummer, der sagtens kunne have været på Two Thrones, men på Pandemonium har bandet tilsat mere fart, aggressivitet og en legesyge, som klæder dem virkelig godt. Et andet eksempel på det nye Malrun er “Anchored to Hell” – klassisk Malrun med et småtungt vers og et højstemt omkvæd. Men omkring tre minutter inde rammer et mellemstykke med Sonne-growl og en tung lydside, som lige får lytteren til at spidse ører. 

Det er måske det, der er kimen til forandringen i Malrun: at de er kommet væk fra den baggrundsmetal, som godt kunne præge pladerne efter debuten. Førhen – og her snakker vi årene med Løbner i front – kunne man i hvert fald godt sidde med følelsen af, at Malrun valgte den sikre løsning. Det var fint og godt produceret, men det var også tit med livrem og seler. På Pandemonium virker det til, at de har kigget på hinanden og sagt: “Okay, gutter. Nu skal den have en over nakken” – og det har den så fået. Når man tager sådan en beslutning, kan det ikke undgås, at der ryger nogle bolde helt forbi mål, og det sker da også undervejs. Der sker for eksempel noget mærkeligt i soloen på “King of Madness”. Et sted lyder det, som om at trommerne snubler, og “Benders of the World” kunne godt have været undværet. Men de småfejl, som opstår, er kun med til at give et billede af et band, som har besluttet sig for at have det sjovt med det, de laver. 

Her på siden skriver vi tit om bands, der spiller godt, men hvor lyden bliver for pæn og mangler den skurren, som vi som metalfans godt kan lide. Det er ikke tilfældet her. Lydsiden er velproduceret, men skærer stadig lige tilpas i ørerne til, at man hører efter. I Jacob Løbner havde Malrun en utrolig dygtig forsanger, men med Nicklas Sonne i front har de alligevel fået et løft. Han bliver bakket op af et band, som er lige så velspillende som altid, og det betyder, at de har løftet sig fra at være et solidt band til et virkelig godt band. 

Tungt, snerrende og uden håndbremse

Malrun i 2021-klæder er en anden oplevelse end den, der dumpede ind ad brevsprækken i 2010. Det er stadig umiskendeligt Malrun – en blanding af metalcore og hard rock – men det hele er blevet lidt tungere og lidt mere snerrende. Pandemonium er kort sagt lyden af et band, der har sluppet håndbremsen. Den slags giver tit nogle småskæverter, men når sidste tone på pladen klinger ud, sidder man tilbage med følelsen af at være blevet rigtig godt underholdt. Mere af det, tak.