Alt ånder had
Undertiden fanges min opmærksomhed af et album, som krydser tilpas mange felter af, til at jeg ikke kan lade det ligge. Malicious citerer de tidlige værker fra Morbid Angel, Possessed, Sepultura og Sarcófago. De kommer med en overbevisende demo og en EP i bagagen, og deres debutalbum, Deranged Hexes, udgives på Invictus Productions, som jeg generelt stoler på, udgiver voldelig og fjendsk dødsdyrkelse af værste skuffe. I sidste ende fungerer Deranged Hexes som en huskekage for mig: Ét er, hvordan albummet ser ud på papiret, noget straks andet er, hvordan det tager sig ud i praksis.
Unuanceret vold
Lad mig få det af vejen med det samme: Deranged Hexes varer blot femogtyve minutter. Det skal ikke ligge albummet til last, men det er et godt udgangspunkt for at forstå musikken. Ser du, Malicious lever op til deres navn ved at spille en virkelig, virkelig voldsom og hadsk blanding af black/death/thrash, og som sådan egner musikken sig bedre til et udbrud end til en prædiken. Der er hverken indledning, mellemspil, akustik, melodi, nåde eller medlidenhed – total frarøvelse af sanserne til fordel for blindt raseri er dagsordenen på hvert af albummets otte numre. Størstedelen af riffene er rene og skære raserianfald, mens resten er lyse, skærende, atonale semimelodier tænkt til at adskille lytteren fra hans/hendes gode skind.
Dette lykkes også, men finnernes succes kommer med en høj pris. Størstedelen af bestanddelene – navnlig de infernalske riffs – minder temmelig meget om hinanden, og selv med den korte spilletid flyder numrene sammen. Der er undtagelser – et tungt groovet stykke på ”Death Embalmed” samt det første riff på ”Impurity’s Total Downfall” – men som helhed udtrykkes vreden gennem de samme toner arrangeret på samme måde og med de samme underliggende rytmer. Det behøver virkelig ikke være sådan; i nyere tid har jeg opnået mere foragt for liv ved at lytte til f.eks. Wolfcult Domination og Trajeto de Cabra – begge albums, som er pissegode udover at være voldsomme.
Fejl af succes
Efter min bedste vurdering er Deranged Hexes et album, hvor alting lykkes for gruppen. End ikke den mest flygtige tilgivelse har fundet vej til sangene – alle hensyn er slagtet på hadets alter. Nævnte hensyn indeholder dog begreber som ”sangskrivning” og ”variation”, og albummets succes hviler derfor ene og alene på lytterens kapacitet for rendyrket, sansebedøvende vrede. Hvis du også syntes, at George Orwells ”to minutters had”-koncept fra 1984 var temmelig vattet, så kommer Deranged Hexes med en glødende anbefaling. Men fra et musikalsk perspektiv er der ikke nok at komme efter.
