Musikkens svar på sveskejuice – oldschool, undervurderet og godt for systemet

Halvfjerdserne ligger efterhånden så langt tilbage, at de for nogle mennesker næsten er blevet mytologi. Heldigvis har vi på Heavymetal.dk en ældre herre i redaktionen, som med jævne mellemrum beretter om fortidens gode øjeblikke og spøgelser. Godt nok i små bidder, hukommelsen er jo ikke, hvad den har været, men nok til, at vi andre kan nikke anerkendende. Jeg kom først selv til verden i 1989, men har altid haft en svaghed for 70’er-rock. Rush, Led Zeppelin, Blue Öyster Cult og et hav af andre giganter. Ikke fordi alting nødvendig var bedre dengang, men det var anderledes. Der fandtes ingen AI, ingen streamingtjenester med 120.000 nye udgivelser om fredagen. Ingen algoritmer, der mente, at hvis du kunne lide Judas Priest, så ville du sikkert også elske mongolsk techno-folk. Man ventede på plader, og nutidens ’skip efter 18 sekunder’-reglen eksisterede ikke. Den følelse dukker stadig op en gang imellem. Især når man falder over en udgivelse, som tør lyde som dengang. Og med det vil jeg gerne introducere jer til Trinity of Suns af Lynx, hvor en stor del af charmen ligger i, at albummet er indspillet live.

Hvis Trekroner findes, gør Tresoler også

Lynx’ debut, Watcher of Skies, fra 2021 var ganske habil, men der er sket store ændringer siden. Den største gevinst er uden tvivl forsanger Amira Zine, mens guitarist og vokalist Ioannis Athanasiadis også har givet gruppen et tiltrængt skub. Resultatet er et band med langt mere personlighed og pondus. Amira Zine er albummets helt store trumfkort. Hendes stemme har den samme næsten overnaturlige tilstedeværelse som Sara Bianchin fra Messa. Ikke fordi de lyder ens, men fordi begge besidder den sjældne evne at få tiden til at stå stille, for blot et øjeblik. Sammen med de stemningsfulde akustiske passager og den liveindspillede produktion opstår der en varme, som moderne studieproduktioner alt for ofte steriliserer væk.

Åbneren ”Voyager” sætter kursen fra første sekund. Klassisk 70’er-rock møder en næsten kosmisk atmosfære, hvor de dualistiske guitarer sender venlige nik mod Judas Priest, mens synthesizers maler stjernehimlen i baggrunden. Der er små detaljer overalt: den diskrete hi-hat, variationen i keyboards og den måde, Amira Zine  bøjer og former tonerne på. Hendes stemme styrer skibet og forhindrer, at bandet bliver ramt af en asteroide. Det er charmerende, uperfekt og levende. Præcis som en liveoptagelse skal være.

”Oppressive Season” skruer en anelse ned for det progressive og op for det radiovenlige, uden at blive tandløst. På ”Seven Days of Darkness” finder bandet til gengæld deres indre cowboyer frem. Det akustiske udtryk emmer af støvede vidder og lejrbål, og stemningen er så overbevisende, at man næsten kan mærke solen i nakken. Få ting fungerer dog ikke. Det instrumentale ”Parhelia” føles malplaceret efter tre lange og indholdsrige numre, og albumlukkeren ”Island Universe” bruger de første par minutter på at gå så forsigtigt til værks, at medlemmerne på skift kunne have hentet kaffe. Den kommer ganske vist i mål, men er ikke den eksplosive afslutning, som albummet ellers havde fortjent.

Autentisk oplevelse

Trinity of Suns er en af den slags udgivelser, der minder en om, hvorfor man forelskede sig i rock og heavy metal til at begynde med. Den føles levende, ærlig og uimponeret af tidens jagt på perfekte produktioner. Tilføjelsen af Amira Zine er ganske enkelt også en genistreg. Hun er albummets bankende hjerte. Hun tilfører karisma og en tyngde, som løfter selv de mere ordinære passager op på et højere niveau. Lynx’ nye udgivelse er en af årets mest positive overraskelser, og dem ville jeg gerne køre langt for at se, hvis de blev booket nær landets grænser – eller endnu bedre: indenfor.