Hvorfor er suicidal black metal ikke mere udbredt i Finland?
Finland. De tusind søers og mindst lige så mange metalbands land. Ligegyldigt hvilket band i hvilken genre, du graver frem, så kan du nærmest med garanti finde mindst tre finske bands, der lyder lige sådan. Om det så er en god ting, kommer an på, hvem du spørger. Synes man, at heavy metal er djævelens værk, så vil man nok drage paralleller mellem mængden af metalbands, og at Finland ligger højt på listen over lande med flest selvmord – Finland er nummer 38, Danmark er nummer 107. Fans af metallen vil nok påpege en sammenhæng mellem musikken, og at Finland er verdens lykkeligste land. Dog var det ikke ligefrem lykke, jeg følte, da jeg gav mig i kast med finske Lurk og deres seneste plade, Aegis.
En rutsjebane af varierende glæde
Den udeblevne glæde har dog i første omgang intet med kvaliteten af Aegis at gøre. Glade tanker og andre hjælpemidler til serotoninproduktion hænger bare ikke voldsomt godt sammen med Autopsy-inspireret death/doom, som samtidig har kastet sin kærlighed på grim og beskidt sludge.
Så Chris Reifert-krammebamsen er fundet frem, en kasse bajere er indtaget, og så er "Ashlands" og "Blood Surge" ellers klar til råbe ukvemsord i et landskab raseret af Putin, der har gjort alvor af sine atomtrusler. Et imponerende landskab at male, når en af farverne er Autopsy, når de er mest kedelige, men det lader Lurk sig bestemt ikke slå ud af. Den finske kvartet har dog et kort mere på hånden end sej fuldemandssludge og knusende death/doom, nemlig atmosfære. Ovenstående numre samt "Shepherd's" Ravine" og "The Blooming" tager lytteren i nakken, kaster dem ned i ruinerne og lader dem så marinere i følelsen af, at alt er fortabt, alt håb er ude, og det eneste, der er at se frem til, er morgendagens tømmermænd. Lurk rammer hovedet på sømmet i forhold til, hvordan indlevende og atmosfærisk sludget dødsdoom skal være. At jeg i skrivende stund så også har tømmermænd, gør kun, at Aegis er endnu mere relaterbar og rammer en hel del hårdere end først antaget.
Hvad der til gengæld ikke rammer hårdt, og netop er grunden til min udeblevne glæde over Aegis, er pladens midterste tredjedel. Numrene "Hauta", "Infidel" og "Kehto". I et mislykket forsøg på at skrue endnu mere op for stemningen, forsager Lurk totalt dødsdelen af deres lyd, går nærmest post-metal i deres sludge og ender ud med 18 minutter, der får verdens undergang til at blive opsummeret med ordene: "Vi må håbe, det bliver bedre i morgen". Specielt "Infidel" er dræbende kedelig i sin nærmest emo-agtige måde at føje atmosfære til sludgen. Det er ikke, fordi Lurk har fejlet – "Hauta" formår at bygge en acceptabel bro til dødsriget – men den røde tråd forsvinder bare på uforklarlig vis sporløst på disse tre numre. Og ligegyldigt hvor mange mystiske undervandseffekter, man smider på et Hammond-orgel, så bliver det aldrig dundrende død.
Konsistent kvalitet i over ti år
For omkring ti år siden stiftede jeg første gang bekendtskab med Lurk. Det var nummeret "Fire the Blood Sky" fra bandets selvbetitlede debutplade, og jeg husker den som værende udmærket, men med nogle meget langtrukne sektioner. En beskrivelse, der 10 år senere stadig passer perfekt til Lurk. Aegis tager sludget amerikanerdød, pakker det ind i et lydtapet, der stinker af afsky og depression og gør det fænomenalt, så længe de altså beholder dødsmetallen som drivkraft. For giver bandet sig lov til at post-metalle deres sludge helt ud, så bliver det et anstrengt bekendtskab.