Svenske veteraner
Det er ikke sikkert, at navnet Loch Vostok er noget, der får en klokke til at ringe hos særlig mange. I hvert fald er det første gang, jeg stifter bekendtskab med dem. Alligevel er Opus Ferox bandets ottende album, og de svenske prog-veteraner har været aktive i intet mindre end tyve år. Der er skiftet lidt rundt i besætningen, blandt andet er den nye vokalist Jonas Radehorn trådt til, og skal være med til at dreje lyden i en nyere og mere direkte retning. Lad os dykke ned i, hvad det store opus har at byde på.
Storladent flex
Loch Vostok og Opus Ferox er til tider en anelse stilistisk forvirrende, hvilket desværre gør, at albummet en gang imellem bliver lidt fladt at lytte til. Hvad er det helt konkret, de har at byde på? De spiller flot, men også en anelse for rutineret. De kommer ikke rigtigt ud over stepperne og udforsker grænser, som progressiv metal ellers kan have en fantastisk force i. Når jeg nævner, at det er stilistisk forvirrende, er det, fordi de forskellige elementer ikke altid er hensigtsmæssigt strikket sammen. Det er både prog, power, lidt thrash og ja, sågar elektroniske noter, der bare virker malplaceret. Dertil med en anelse nu-metal-referencer, der slår over i rent Disturbed-lydende passager. Nuvel, så er der numre, hvor det fungerer ganske fint: et nummer som ”Disillusion”, der med sine djentede chugga-rytmer slår tonen an og udvikler sig fint igennem med et velskrevet omkvæd.
Loch Vostok spiller med musklerne på nummeret ”Galacticide”, hvis riff lyder som en power-modificeret udgave af ”Whiskey In the Jar” bakket op af dobbeltpedal og tunge galoperende rytmer. I løbet af nummeret kommer der noget af den pondus og kraft, der ellers mangler, når bandet gakker utrolig hurtigt ud efter første omkvæd, og den rene vokal kontrasteres af en growl, der skaber noget dynamik i sangen.
Disse skift benytter bandet sig af igennem nogle af sangene, og det lykkes desværre kun halvdelen af gangene. Albummet slutter af med ”Save You”, som bygger mere og mere op. Her følger sangen en god udvikling; der kommer flere lag på, det bliver mere intenst og legende, inden tempoet tages ud igen, og der kommer et sporadisk skift til ren dødsmetal. Det er et kæmpe flex, og de viser deres evner bag deres respektive instrumenter, men i dette tilfælde kommer det, desværre, til at lyde en anelse akavet, og bliver mere en følelse af ”vi gør det, fordi vi kan”, fremfor at det fører noget godt til sangen.
Rutinepræget
Alt i alt er Opus Ferox en okay plade. Der mangler lidt saft og kraft i selve pladen og udtrykket, og så mangler der den sidste finish på helhedsudtrykket. Det hele er meget velspillet, men det gør også, at der ikke er så meget plads til det mere gakkede, som der bestemt kunne være dyrket mere af. Den nye frontmand gør det fint bag mikrofonen med sin storladne vokal, der dog mangler lidt på growl-fronten, mens resten af bandet spiller yderst komfortabelt. Men igen, der er ikke noget, der gør pladen til noget særligt. Det er flot at mestre forskellige spillestile og genrer, at spille hurtigt og dynamisk, men jeg savner et ekstra drive, der gør pladen lidt mere spændende.
