Lefutray - Human Delusions

Human Delusions

· Udkom

Type:Album
Genrer:Groove, Thrash
Antal numre:9

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Midttempo hurtig lyd

Af en eller anden grund spærrer jeg øjnene op hver gang, jeg ser noget fra Sydamerika. Det er ikke som sådan i forventning om at opdage ”den næste Sarcófago” eller noget som helst; det er snarere fordi, der er en stor metalscene, som man sjældent hører om i Europa. Bevares, det virker lidt uspecifikt at tale om ”Sydamerikas” metalscene – kontinentet er jo enormt – så lad mig i stedet rette aperturet mod Chile og groove-thrasherne Lefutray (”hurtig lyd” på lokalsproget Mapudungún, ifølge metal-archives). Fra deres hjemstavn i Santiago har chilenerne siden 2005 selvudgivet alle deres albums, af hvilke Human Delusions er det fjerde.

Delvist spændende

Lefutray spiller først og fremmest en solid gang groove, og inspirationen fra Lamb of God er til at få øje på. ”The Wrath” åbner direkte med et sekstoliseret As the Palaces Burn-riff, førend strengene serverer noget så sjældent (i groove-sammenhæng) som et riff baseret på en akkordprogression. Omkvædet bringer ligeledes uventet nedadgående akkordprogression – jeg havde forventet mere hård riffing – og jeg må tilstå, at det er en kærkommen afveksling i en genre, der ellers kan virke lidt begrænset til tider.

Lejlighedsvist viser chilenerne et fremragende øre for hook-drevet og usædvanlig groove-sangskrivning. Flere gange har jeg afskrevet ”The Mist” som blot et groove-nummer med uforløst potentiale, indtil potentialet pludselig forløses i et overraskende toneskift og tremolo-riff. ”The Wolves” står som albummets nok stærkeste sang, hvor et kvalitetsrigt thrashriff kombineres med et overraskende melodisk omkvæd. Ikke nok med det; alle involverede instrumenter bidrager flot til at bygge op til nævnte omkvæd, hvilket gør det så meget desto mere tilfredsstillende. Selv c-stykket udvikles med bemærkelsesværdige hooks.

Men for hvert nummer, der løfter øjenbryn, er der atter ét, der ikke gør. Albummets midterste og længste sang, ”Wild”, bindes som helhed op på hårde riffs og temposkift. I fraværet af fremtrædende tonalitet hviler sangens mindeværdighed primært på riffene, som sjældent leverer stort andet end rytmiske standard-riffs. Efterfølgende klarer ”Labyrinth” sig marginalt bedre med et af albummets fremtrædende thrash-riffs og et fint guitar-lick i verset, selvom resten af sangen mestendels forbliver harmløs. Som regel har sangene et element – vokal-hook, kraftfuldt temposkift, et fedt bas-lick – som kræver opmærksomhed, mens man lytter til det, men som helhed er sangene sjældent engagerende over hele deres spilletid. Afslutningsvist bringer gruppen en outro, ”The Mirage”, og præsenterer her nogle overraskende gode idéer, der kunne danne fundament for en decideret episk groovesang. Desværre forbliver nummeret en tre minutter lang outro, som forekommer lidt malplaceret på et album, der ikke ligefrem skriger på hverken indledning, mellemspil eller udtoning.

Nyskabende i glimt

Et femtal er – for mig – en temmelig bred karakter, der absolut ikke betyder, at jeg ikke kan lide musikken. Enkelte gange overrasker Lefutray med endog meget gennemtænkt sangskrivning, og flere af sangene har nogle glimrende elementer. På den modsatte vægtskål tæller, at riffene – og flere af sangene som helhed – kæmper med mindeværdigheden, og få af sangene er gode fra start til slut. På Human Delusions har Lefutray til gengæld vist, at de kan forstærke en rygrad af groove metal med udefrakommende elementer, og hvis de fortsætter ad den vej, så har vi et fremragende og nyskabende groove-album om tre år.

Tracklist

  1. The Wrath
  2. The Wolves
  3. Wires
  4. The Mist
  5. Wild
  6. Labyrinth
  7. The Waiting
  8. New Blood
  9. The Mirage