As I Lay Dying - Amager Bio - 2. oktober 2019
As I Lay Dying - by Nikolaj Bransholm, Bransholm Photo · Se flere billeder i galleriet

As I Lay Dying

Amager Bio, København S

Officiel vurdering: 9/10

As I Lay Dying, Fit for A King, Unearth og Chelsea Grin går ind på en bar… og smadrer den!

Eller nåh ja, det er i hvert fald forhåbningen, da jeg sådan en højhellig onsdag aften betræder Amager Bios brædder. En del mennesker har allerede trodset hverdagen og regnen og har samlet sig foran Amager Bio, da dørene åbnes kl. 18. Der er fire veletablerede amerikanske bands på programmet i aften, og de bevæger sig alle indenfor metal- og/eller death core – så skibet er ladet med lussinger og medrivende melodier. Jeg har faktisk ikke set et eneste af de fire bands før, men har hørt godt om dem alle – særligt As I Lay Dying og Unearth er blevet fremhævet som værende virkeligt dygtige live.

Fit for a King

Fit for a King - By Nikolaj Bransholm - Bransholm Photography

Texanske Fit for A King startede i 2007 og har udgivet fem albums siden da. Jeg har som sagt ikke set dem live før, men har været svært begejstret for deres seneste album, Dark Skies. Det er derfor med stor spænding, at jeg har set frem til, at klokken endelig skulle slå 18.40. Men de fremmødte fik sig en lille overraskelse, for allerede kl. 18.30 gik 5 kampklar unge mænd på scenen. Forsangeren Ryan Kirby kommer med et ”What’s up, Denmark? Let’s have some fun!”, og umiddelbart efter springer de om bord på ”Backbreaker” – et mildest talt forrygende nummer, der kun bliver bedre af at blive spillet live.

De følger stærkt op med ”The Price of Agony”, der har et sindssygt effektivt break, og som får publikum helt op at ringe. Det er numre, der er lette at blive begejstrede over live – for de har skrål-med-venlighed silende ned af væggene. Det er godt tænkt, og det er overbevisende leveret.

Lyden var i orden – især taget i betragtning af, at det sjældent fungerer for alle bands sådan en aften. Det eneste minus her er, at jeg synes, at forsangeren næsten blev overdøvet, når guitaristen og bassisten rigtigt foldede backing-vokalerne ud. En af deres vokaler bliver også lidt pitchy i et af de sidste numre, men de kører også et heftigt program, så det kan undskyldes med træthed.

Bassisten Ryan O’Leary giver et show af en anden verden. Når han ikke synger helt crisp clean vokal, så sparker og springer han omkring sig. Han når da også at forlade scenen, spurte op på balkonen for lige at vise publikummet længst væk, hvor højt op de spark egentligt kan komme. Forsangeren har en virkelig fed live stemme – og han er tydeligt begejstret for at være i Danmark. Der er plads til lige at snakke en smule mellem numrene, og de fremmødte fans labber det i sig. Til et af de sidste numre forlanger han aftenens første circle pit. ”There’ll be many more tonight!”, siger han, og smilet breder sig hos både resten af bandet og publikum, der velvilligt tonser gulvet i bund.

Et ganske særligt opvarmningsband med et helt passende navn

Det er fedt at se, hvordan et ”opvarmningsband” i den grad får fyret op under publikum. Tit føles det som en live jukebox, der kan fylde lidt, før hovednavnet går på. Men når man så ser et band som Fit for a King, der får publikum med fra første sang, får dem til at skråle med på ”I was born in the raaaaaaain”, så går det pludselig op i en højere enhed. De er på alle måder fit for a king, og de varmer SÅ imponerende op for kongerne, der går på senere. Tak for det, og jeg skal nok stå klar, når de kommer til Danmark. Min største anke på deres optræden er, at de slet ikke får spillet nok numre – men det får de forhåbentligt lov til næste gang.

8/10

Unearth

Unearth - By Nikolaj Bransholm - Bransholm Photography

Unearth betræder scenen med sikre skridt. De har mere end 20 år på bagen og 7 albums i bagagen, og de går på til en næsten fyldt sal med et mere end tændt publikum. Bandet fra Boston sad tidligere på tronen af core – og det høres helt sikkert. De starter med et par af deres nye numre, og selvom det nogle gange kan være lidt risikabelt, så river de hurtigt fat i det voksende publikum på gulvet. Trevor Phipps, forsangeren, fortæller at de selvfølgelig også har taget noget af det gamle med, og da de skruer op for ”My Will Be Done”, så kommer aftenens anden circle pit i gang, denne gang med flere mennesker og større energi. Den ene guitarist klatrer rundt på settet og springer ud – og der er i det hele taget lidt af et show i gang. Der er mindre direkte interaktion mellem numrene, men folk er tydeligt med bandet, og de klapper og skråler, som fik de penge for det.

Igen vil jeg fremhæve vokalen. Det er sgu ret imponerende – Trevor Phipps lyder ikke som en mand, der har turneret i 20 år og lever af at skrige. Det er til gengæld tydeligt for alle, at de ER rutinerede herrer, og de kender knebene. Der er effektive breaks, og alle på scenen er med til at give et godt sammensat og sikkert show. Ikke sikkert som i kedeligt – men sikkert som i: De har styr på deres skidt, og de er klar på at vise os, hvordan man smadrer en scene. Og hvis ikke det skulle være nok til at få publikum med, så begynder Trevor at rose de danske øl. Nåh ja, det er billige point, men det virker!

Da de slutter af med hittet “The Great Dividers”, så lyder nummeret ikke 15 år gammelt. Det holder stadig og udløser da også en instant circle pit. Igen ser vi et band, der er tydeligt begejstrede for at være på scenen, og det smitter af på publikum. Publikum giver tilbage med djævlehorn, pits og skrålen med. Alt meldes godt fra core-land.

Rutineret men ikke træt

Unearth leverer dermed en yderst rutineret og veludført koncert, hvor alle de enkelte elementer sidder i skabet. Lyden var desværre ikke spot on her, men det var tæt på. Efter det her show er der ingen grund til at tro, at herrerne på scenen er ved at være trætte. Der er ingen gammel cirkushest at spore over det show!

9/10

Chelsea Grin

Chelsea Grin - By Nikolaj Bransholm - Bransholm Photography

Chelsea Grin har leveret deathcore siden 2007, og har i den periode udgivet fem albums. De har samtidig haft så heftig en udskiftning af medlemmer, at ikke et eneste af de oprindelige medlemmer er tilbage. Så om det her er ”det rigtige” Chelsea Grin, vil jeg lade være op til fortolkning. De har under alle omstændigheder rigtigt mange af de kvaliteter, der får både min kæreste og venner til at sige, at ”metal er jo bare larm”, men det er åbenbart bare ikke alle, der sætter pris på et godt pig squeal serveret med en side order af tørre tæsk og en fuckfinger.

Igen er folk så klar, at de første par riffs udløser deres første circle pit, og kort efter kommer en wall of death. Folk er godt nok klar! Trommerne står lysende klart i lydbilledet, og det klæder virkelig bandet. Trommeslageren er da også den eneste udover Tom Barber, der får en mikrofon – og han leverer sublim tung, mørk backing vokal igennem koncerten. Han er også med til at snakke lidt med publikum ind imellem, hvorimod bassist og guitarist er mere stillestående og tilbagetrukket fra publikum. Særligt guitaristen Rutishauser virker nærmest arrogant og cocky as fuck i sin måde at bevæge sig på: ryggen vendes til publikum, og hagen samt øjenbryn er løftede.

Tom motherfucking Barber er Chelsea Grins forsanger (siden 2018), og jeg må indrømme, at hans vokal er lige dele imponerende og lige dele screetchy og overjordisk. Meget passende har han en Venom-shirt på i dag, og hans stemme, når han taler, og når han synger, er da også lige så forskellige som filmens Tom Hardy og Venom-figur. De gutturale skrig tvinges frem helt nede fra mellemgulvet (mindst) og ville kunne underkue selv den mest inkarnerede core-hader. Jeg forestiller mig lidt, at han (og til dels også resten af bandet) deler vandene: Enten så synes du, at det her er det fedeste i hele verden, eller også så synes du, det larmer lidt, da der ikke er det samme genkendelige flow, som der ellers er hos de andre af aftenens bands. Der er publikum i begge lejre denne aften, og det smitter af på stemningen på gulvet. Heldigvis for Chelsea Grin, så var der rigtigt mange, der ikke bare stod og ventede på, at det skulle blive As I Lay Dyings tur.

Tempoet er højt hele koncerten igennem, men der er jo heller ikke nogen grund til at slippe taget i folks struber, hvis man i stedet kan holde fast, træde speederen i bund og skrige dem ind i ansigtet. De leverede et af aftenens mest lysende minder. For uanset hvad man synes om musikken, så kan man ikke andet end være imponeret over et publikum i fuld circle pit, alt imens forsangeren roligt kigger på og sætter håret op med et par hårnåle. Men... Selvom man kan høre, at de teknisk er virkelig dygtige, så er det svært som ikke-fan at blive draget ind i musikken. Der er en vis distance mellem band og publikum, der desværre trækker lidt ned for mig denne aften. Ironien er også næsten for tyk, da folk skriger med på sidste nummer og bliver bedt om at stikke fuckfingre i vejret, hvorefter guitaristen går af scenen med et peacesign.

Og nu vi er ved fred – så ved jeg godt, at man bliver grebet af stemningen, men i metalmiljøet generelt render vi gerne og bryster os af, at der er plads til alle, og man opfører sig ordentligt. Det gjorde alle altså ikke til denne koncert. Helt kort: Opfør jer ordentligt. Det er ikke i orden at skubbe folk væk, bare fordi du gerne vil tættere på. Og nu vi er ved opførsel i øvrigt, så ja, tag da endeligt et grynet billede med din mobil. Men gider du stoppe med at filme hele numre af en koncert? Det er mildest talt en pain in the ass at stå bagved.

Et band som enhver fan vil elske

Jeg så en del publikummer smutte, efter Chelsea Grin gik af, og har efterfølgende også hørt nogle sige, at de var der for at se Chelsea Grin og ikke As I Lay Dying. Det var da også meget tydeligt, for sjældent har jeg set publikum være så meget på overfor et band. De har die hard-fans, så meget kan jeg da sige, og Chelsea Grin leverede et sæt med nærmest konstant mosh eller circle pit. Bandet headbanger hele vejen til gulvet – det er sjældent at se headbanging, der kan forårsage slidgigt i hofterne, men det er åbenbart også en mulighed. Til gengæld følte jeg ikke et ægte nærvær og indlevelse, og det er virkelig ærgerligt. Det var dog ikke noget deres fans så ud til at registrere, så måske skal man bare være kender for at kunne sætte pris på deres optræden.

6/10

As I Lay Dying

 As I Lay Dying - By Nikolaj Bransholm - Bransholm Photography

Hulk smash!

Hovednavnet, As I Lay Dying, har netop udgivet deres reunion album Shaped By Fire, den 20/9 2019, og jeg har skamlyttet til det lige siden. De er ubetinget aftenens hovednavn (på trods af, at der smuttede en flok Chelsea Grin-fans i pausen), og folk går mildest talt bananas, da de får øje på Tim Lambesis’ fjæs og hans mildest talt imponerende overarme. Bandet lægger ud med ”Blinded”, et af de bedste numre fra det nye album, og publikum reagerer prompte med at moshe til den store guldmedalje. Allerede under anden sang ser jeg den første blive skubbet så hårdt af en fra circlepitten, at han (uden overdrivelse) bliver kylet flere meter hen ad gulvet. Folk er heldigvis flinke til at samle den forbløffede unge mand op, men kraften af pitten kan tydeligvis ikke undervurderes. Samme pit udløser, at en eller anden mister en sko. Det er onsdag med slaw i.

På ”Redefined” kommer Ryan Kirby fra Fit for A King og hjælper med vokalen. Han får dog ikke megen volumen, til gengæld så klæder de to vokaler virkelig hinanden, så det måtte de faktisk godt gøre mere af. Apropos vokaler, så er det ikke mange bands, der har så habil og dedikeret en backup-sanger som Josh Gilbert i As I Lay Dying. Han er der for at svinge bassen, og det gør han med kompetente hænder – men samtidigt lægger han en fuldstændig sublim kontrast til Lambesis’ dybe rustne røst.

Lambesis sniksnakker lidt med publikum – har vi mon hørt deres nye album? Eller vil vi bare høre de gamle sange? Publikum får under alle omstændigheder en rystet pose numre, men det virker som et godt sammensat sæt alligevel. Blandingen af nye og gamle numre fungerer perfekt og får alle med. Så dem, der måtte mene, at eksempelvis An Ocean Between Us (klassealbum fra 2007) er deres toppræstation, vil glædes ved, at de spillede lige så meget herfra som fra den nyeste skive. Samtidig udløser det en ongoing energi og eufori hos publikum. Alle får deres yndlingsnumre med.

Lambesis kommer tilbage efter et instrumentalt nummer, fistbumper lige publikum og giver os en lille tak for, at vi giver As I Lay Dying en ”second chance”. Og publikum hylder deres nye regent. Tilbedelsen fortsætter, da han sætter gang i musikken igen, der cementerer deres status som de nye konger af core.

Hold my air punch…

Jeg har rigtigt svært ved at se, hvorfor nogen skulle kunne gå utilfredse hjem fra denne koncert. Bandet spiller helt ærligt røven ud af bukserne. Publikum går klædeligt amok. Lambesis synger fantastisk – og hans overarme air puncher, som hallucinerede han Trumps fjæs svævende omkring på scenen. Skulle de have fået topkarakter, så skulle de have spillet på en scene, hvor man tillod dem at tage deres pyro med!

9/10

Tilføj kommentar