Hvor langt er der egentlig fra Bergen til Barcelona?

Jeg kan ikke med nøjagtighed sige, hvor lang tid det vil tage at gå fra Bergen i Norge til Barcelona i Spanien iført intet andet end læder, nitter og corpsepaint. Jeg tvivler på, det tager tre årtier, men uanset hvor lang tid denne trælse vandring så end måtte tage, så er det ganske tydeligt, at Kreyl her synes, at musikken toppede, da Den Hvide Greve og hans kammesjukker testede de lokale stavkirkers brandsikkerhed. De primære forskelle er produktionen samt det faktum, at bandet frontes af en kvinde – lad os være ærlige: Den norske black metal var ret meget en pølsefest. Men kan dette purunge band så bidrage med noget til en scene, der har eksisteret så længe, som den har? Har disse cataloniere nogle ideer, der gør, at man får lyst til at fremhæve netop deres debut som et af de større momenter i 2024’s musikhistorie?

Grim og træls

Det korte og nemme svar på ovenstående spørgsmål er: “Nej”. Det længere og mere fyldestgørende svar er, at selvom Caterina “N” Eris er en rigtig fin black metal-vokalist med nogle suveræne skrig, så er der ikke meget andet positivt at fremhæve ved Kreyl. Musikken er slet og ret ikke spor fængende – hvilket primært skyldes guitaristerne. Der er ikke ét godt riff eller så meget som én spændende melodi på hele albummet. Det er alt sammen hørt før, og ikke nok med det så er det også hørt bedre – usigeligt meget endda. Trommerne buldrer derudad i en dødsmetallisk rus, der ikke rigtigt matcher musikken – men omvendt så virker det faktisk ikke til, at bandet selv ved, hvad de vil med deres musik. Faktisk virker det, trods bandets æstetik og lyriske univers, til, at de er i tvivl om, hvorvidt de spiller dødsmetal eller black metal, og vi er ikke ude i hybriden blackened death, men derimod en slags vanskabning, der hverken er fugl eller fisk. Lidt ligesom en spork, der trods de bedste intentioner bare er grim og træls.

Bandet skal dog have den ros, at de nu egentlig har en del gode ideer, men de er desværre ude af stand til at følge dem til dørs. Tag nu det trommespil, som starter c-stykket i “Hydra of Lerna” – der er der lagt op til en seriøs galop og endda noget gedigent guitarfræs, men ak, i stedet leverer de bare endnu en omgang kønsløse blastbeats og power chords, men point for baslinjen, der får lov til at afslutte nummeret.

Hej-hej!

Obscure Rise of Ancient Eulogy er nok en af de mest ligegyldige udgivelser, jeg har hørt i år. Og det siger ikke så lidt, ja, faktisk er det mest positive, jeg kan fremhæve – ud over vokalen – at det er så kort en omgang, som det er, selvom de 33 minutter føles som det tredobbelte.

Bare det at skulle påpege alle de ting, som bandet burde have gjort anderledes, ville nok tage lige så lang tid, som en gåtur fra Bergen til Barcelona ville tage – så lad os i stedet bare sige hej-hej til Kreyl og håbe, at de gør alt bedre næste gang.