Jeg bærer med smil min byrde, jeg drager med sang mit læs

Blomstrende lyng, krydrede dufte og hedelærkens sang er det, der gør en vandretur på heden en varm sommerdag til en sand lise for sjælen. Er det mon også det, der venter lytteren på Krapyls første EP, Grim Reaper? Nej, men vestjyderne, der hidtil kun har udgivet livealbummet Live @ Richter, har skabt en tung tonser, der giver anledning til eftertanke.

Det lærte en sanger på modgangens sø: Der skal to til at leve, kun een til at dø

Det halvandet minut lange instrumentale track “After the War” indleder pladen med sagte guitarklimpren og underliggende knitren fra et lejrbål, der i løbet af nummerets progression udarter sig til noget, der kunne være en storladen prolog til et epic metal-epos. At det på ingen måde er tilfældet, bliver dog allerede tydeligt på andet nummer, “You Are Nothing”. Her er der dog ikke tale om genreforvirring, men en forsmag på Krapyls vidtspændende lydunivers, der rummer flere forskellige stilistiske elementer.

“You Are Nothing”, der i øvrigt også fungerer rigtig godt i livesammenhæng, er vredt, thrashet og bugnende af bragende guitarriffs leveret af Bjarke Andersen og Kasper Mikkelsen, der bliver forstærket af en solid rytmesektion med Tonni Henriksen og Jonathan Grønning Kappel på henholdsvis bas og trommer. På denne sang er det særligt sidstnævnte, der på medrivende vis underbygger Mikkelsens eksplosive vokal. Efterfølgende track, “Grim Reaper”, derimod er på trods af enkelte thrashede elementer ikke rendyrket thrash metal, men en fusion, der trods sine 10 minutter ikke bliver for langhåret. Nummeret indledes, ligesom “After the War”, med nedtonet og langsomt guitarspil, der bygges op med trommer, bas og slutteligt distortion-guitar. Særligt på dette nummer formår Krapyl at inkorporere små lækre detaljer, der gør nummeret mere spændende og til en sand lyttefornøjelse hver eneste gang. Vi hører for eksempel nogle svedige baslicks som overgang mellem intro og vers, melodiøse guitarpassager som kontrast til det nådesløse guitarshredding samt en faretruende Rammstein-esque sprechgesang-sekvens. Sangen har derudover nogle yderst veleksekverede intensitetsskift, hvor Mikkelsen præsenterer lytteren for en mere blid side af sin vokal på omkvædet, mens versene sprudler af vrede og aggression.

I det hele taget har kvartetten skabt en flot og overraskende balance mellem gammelt og nyt ved at kombinere genkendelige oldschool thrash-genretræk som en shreddende leadguitar og en arrig råbevokal med langsomme melodiøse passager og akustisk guitar. Bandets evne til at pusle alle dele sammen bliver særligt tydelig på “Grim Reaper”, mens de to afsluttende numre, “Song 13” og “Better Than You”, er solide genuine thrash-numre, der virkelig sparker røv. På den ene side kunne man måske have ønsket sig, at brugen af de ukonventionelle elementer var blevet gennemført på alle EP’ens fem sange for at skabe et endnu mere kohærent helhedsindtryk. På den anden side fungerer den lidt mere eksperimentelle “Grim Reaper” som et centrum, de andre sange orienterer sig omkring.  

Krapylet sad på en knold og sang

Samlet set har vi at gøre med en EP, der på mange punkter fungerer rigtig godt med delelementer, der sammen skaber et dragende og velspillet lydunivers. Og hvis bandet blot får lidt længere tid til at finjustere og raffinere deres udtryk endnu mere, er der sikkert udsigt til store ting. Jeg afventer altså spændt, hvad fremtiden bringer for Krapylerne fra den vestjyske hede.