Conquistadors og tapas

Selvom man umiddelbart kunne fristes til at antage, at Conquistadors var navnet på en eksklusiv spansk tapasret forbeholdt de velhavende, er det i virkeligheden betegnelsen for en betydelig gruppe spanske og portugisiske soldater, der udforskede store dele af verden. Disse conquistadorer huserede mellem det 15. og 17. århundrede og rejste land og rige rundt i jagten på nye territorier i et forsøg på at etablere handelsruter og forbedre deres økonomiske situation. Selvom spanske Knightsune med garanti også håber på at erobre adskillige forstæders hjerter, er det heldigvis i en mere fredelig forstand. Heavy metalkvintetten fra Zaragoza udgav deres eponyme debutalbum i 2019, og er nu klar med opfølgeren Fearless, hvis navn egentligt er et meget passende adjektiv til en gruppe ivrige riddere. Men desværre for gruppen er udgivelsen dog mere hullet end en nedslidt læderrustning.

Ingen erobring, snarere en overgivelse

Lad os starte med det positive. Fearless er imponerende godt mixet, og instrumenterne fremstår klare og distinkte. Der er en tilfredsstillende mængde distortion på guitaren, og enkelte soloer skiller sig positivt ud. Desværre stopper rosen der. Udgivelsen trækker unødvendigt ud med en spilletid på næsten en time, hvor flertallet af numrene føles unødigt lange i forhold til, hvad de faktisk formår at tilbyde lytteren. Det selvbetitlede åbningsnummer er et perfekt eksempel på dette. Havde det varet tre-fire minutter i stedet for syv, kunne grund-riffet have efterladt et stærkere indtryk. Det hjælper heller ikke, at spaniernes kombination af heavy metal og powermetal efterhånden er mere udvandet end overkogte bønner. Det er absolut intet nyt at se eller finde, og hele udgivelsen kører i det samme midt-tempo, lige indtil guitarsoloerne kommer, hvorefter de pudsigt nok genfinder det samme midt-tempo bagefter igen. Det bliver både forudsigeligt og alt for sikkert, og lige netop de to ord er nok de største kontraster til de spanske conquistadors, som man overhoved kunne finde.

Vokalmæssigt gør Victor Alcalá sit yderste med det, han har til rådighed, men der er et godt stykke op til eliten i musikverden. Hans stemme mangler den særlige karakter, der gør, at den virkelig bider sig fast i lytterens bevidsthed. Dette er i virkeligheden meget sigende for hele udgivelsen: Der er utvivlsomt talent at finde, men det formår aldrig at blive rigtig spændende. Det får en til at spørge, hvorfor man ikke bare sætter Hammerfalls 5014. album på i stedet. Bandet beskriver selv Fearless som værende både progressiv og groovy, men en stor del af min skuffelse bunder i netop dette udsagn – for det er hverken det ene eller det andet. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at de spanske conquistadorer ville have haft samme følelse, hvis de efter en halvt års sejlads endelig nåede et nyt og fremmed land blot for at opdage, at det var en gold ørken uden hverken handelsmuligheder, vand eller beboelse.

Been there, done that

Ironisk nok er Fearless en plade, der synes skræmt af sin egen identitet – så meget, at den næsten undgår at have en. Der er bestemt spor af talent i Knightsune, men udgivelsen formår hverken at udvise mod eller levere særlig meget personlig finesse. I en verden, hvor der udgives mere end tyve albums om ugen, fortaber Fearless sig i mængden på sit musikalske togt. I denne omgang må spanierne nøjes med at indkassere tre kranier, men har dog potentialet til at score højere næste gang. Det kræver sjovt nok blot noget mere mod end på Fearless....