A blast from the past
Der var i den grad tale om tilfældighedernes spil, da jeg en vilkårlig sommerdag for år tilbage ’shufflede’ rundt på Spotify og uforvarende stødte ind i Kissin’ Dynamite: et ultraflabet firserblend (læs: Mötley Crüe, G’n’R, Bon Jovi med flere) med samme nasale noter, vi finder hos Myles Kennedy. Som tidligere stamgæst på Skindergades for længst hedenfarne THE ROCK, og dermed fast del af inventaret under spillestedets legendariske ’Rock The Night’-fester, var jeg solgt på stedet! Men ak, tiderne skifter, og mens vi andre for længst har lagt nitter, læderbukser og hårspray på hylden, har de tyske arenarockere haft umådelig svært ved at forny sig. Således burde Not the End of Road fra 2022 nok have været præcis det. I stedet kværner nærværende Back With A Bang ud ad samme trivielle tangenter som forgængeren.
Tomme tønder buldrer mest
Lad det være sagt med samme: jeg har et noget ambivalent forhold til genbrug. På den ene side, så bør man vare sig for at afvige fra en opskrift, der virker. Omvendt kan bevidstløs repetition hurtigt give bagslag. Ottende langspiller fra kvintetten, der i årene 2001-2007 optrådte under navnet ’Blues Kids’, tilhører umiskendeligt sidstnævnte kategori.
Således kan første fjerdedel af skiven presses ned i nogenlunde samme støbeform: slatten sangskrivning, monotone melodier samt riffdrevne C-stykker, der ihærdigt forsøger at puste liv i skæringerne. Bevares, Hannes Braun synger stadig aldeles glimrende, men begejstringen drukner hurtigt i flødeovertrukne floskler. Yes, ”My Monster”, det er blandt andet dig, vi kigger på, med dine keyboardsamples skamløst planket fra 80’er-hittet ”Maniac”. Stadig ikke forlorent nok, siger du?!
Well, i så fald behøver vi ikke bevæge os længere end den spidsfindigt navngivne ”Raise Your Glass”. Lyrikken i den klichefyldte skåltale kommer således rundt om overgangspassager, det lykkelige liv, og forsømmer heller ikke lejligheden til at sende en hilsen til Bryan Adams. Du ved, dengang han fik sin første rigtige ’seksstrengede’ tilbage i sommeren ’69 (!). Der er dog sporadiske lyspunkter at spore, og hertil hører både ”Queen of the Night” og singlen ”The Devil Is a Woman”. Her får vi med førstnævnte en sjælden fornemmelse af Steffen Hailes bas, alt imens det bluesrockede udtryk, de vokale rytmeskift og det karakteristiske elorgel gør ’hundjævlen’ til et lettere tillokkende – uden dog at blive et decideret ’fristende’ – bekendtskab.
Bundniveauet på Back With A Bang fremstår til gengæld så pinagtig lavt, at man næsten mistænker hele menageriet for at være ment som en halvdårlig spøg. Hvordan forklarer man ellers den akustiske lukker, ”Not a Wise Man”? Et ikke alene gabende kedsommeligt kærlighedskvad, men samtidig så kvalmende vammelt, at det må have trigget Brauns brækreflekser blot at ytre fraserne: ’I am not a wise man / but what I know / my baby / I knew it from the start / your name’s forever written in my heart’.
Vådt krudt og knuste forsidedrømme
Selv når vi køber ind på genrens i nogen henseende lettere tåkrummende præmisser, ender Back With A Bang med at stå tilbage som en sjaskvåd fuser, fuldstændig blottet for puls og charme endsige selvstændig identitet. De medrivende melodier fra skiver som Money, Sex & Power (2012) og Ecstasy (2018) synes forsvundet som dug for solen, hvorfor man nok en gang tager sig selv i at sidde tilbage, længselsfuldt glanende i bakspejlet efter det, der var. Hvis det her skal forestille moderniseret stadionrock, så forstår man efterhånden godt forbeholdet hos den yngre generation. En helt igennem håbløs hyldest til glamrockens gyldne årti!
