Et horrorsoundtrack
I 2017 satte Kirk Hammett sig ned for at skrive noget baggrundsmusik til udstillingen ”The Kirk Hammett Collection”, hvor ting fra hans store samling af værker fra den klassiske horror-genre skulle vises frem. Det udviklede sig efterhånden til rigeligt materiale til et egentligt soloudspil - efter Kirks egen mening i hvert fald. Resultatet er så blevet til Portals, der netop er udkommet. Det er en EP, som består af musik skabt ud af Hammetts kærlighed til klassiske film især horrorgenren. Til at hjælpe sig har han fået så rutinerede og kendte kræfter som Bob Rock, Edwin Outwater (S&M2) og Greg Fidelman. Men det kan man desværre ikke høre.
Banal rodebutik
Portals indledes af ”Maiden And The Monster”, som også indeholder det første tema, som Kirk skrev til projektet. Det starter forsigtig med en stille clean guitar og så en simpel, men fin, lille melodi. Det lyder dog mere som en signatur til et DK4-program, end noget fra en klassisk horrorfilm. Her afsløres med andre ord EP’ens helt store problem: Banalitet. Men det vender vi tilbage til, for et af de andre problemer er den musikalske rodebutik, som lytteren bliver udsat for. Der skiftes nemlig konstant stil, sikkert i den bedste soundtrack-mening, men det fungerer ikke. Der er intet, der hænger sammen, og det gælder både strygerne - der isoleret set ellers er arrangeret fint af Outwater - de mange forskellige guitartoner, og de tunge metalriffs med en hardrocksolo henover, der afslutter ”Maiden”. På ”The Jinn” får vi noget fra de psykedeliske 70’ere, men både riffs og melodier er temmelig banale, og i visse tilfælde decideret ringe. Især når Kirk forsøger at fremmane noget østlig mystik. Visse ting har bedre af at blive på demostadiet, og det gælder også dette rod.
På ”High Plains Drifter” er inspirationen fra filmmusik meget tydelig, men associationerne er mest til en lavbudget spaghettiwestern. Især march-trommerne og det påtaget dramatiske stykke lige efter er usigeligt banale. Der er desværre ikke meget guitarfræs at komme efter, men vi får da en kort solo lige inden afslutningen på EP’ens tredje sang. Det samlede resultat er dog endnu en musikalsk rodebutik, og det bliver ikke meget bedre på afslutningsnummeret ”The Incantation”, hvor man med trompeten i starten føler sig hensat til Hogwarts. Et helt ubehjælpsomt og gumpetungt stykke med nogle patetiske trommefils erstatter trompeten, og jeg er decideret lamslået over, at Bob Rock har været involveret i det her. Midterstykket, hvor bas og trommer skiftes, er lige så tåkrummende som starten, men glæden er stor, når man kommer i tanke om, at Portals trods alt er en EP med bare fire sange.
Hvad mon Jason tænker?
Der er flere gode ideer på Portals, hvor man fornemmer, at Ulrich og Hetfield sikkert godt kunne have fået noget fornuftigt ud af det, men udover Edwin Outwaters orkesterarrangementer er der stort set ikke noget som helst, der fungerer. Ifølge vores kolleger ovre på Metal Injection var Kirk ’pretty shocked’ over, at Metallica lod ham udgive et soloprojekt. Efter at have hørt denne EP adskillige gange, er jeg mindst lige så chokeret over den beslutning, og en ting er sikkert: Jeg kommer aldrig af egen drift til at høre Portals igen. Og som (næsten) livslang fan af den søde Kirk Hammett er det ret chokerende at måtte konstatere.
