Den brasilianske guitarvirtuos Kiko Loureiro har her lavet et prægtigt instrumentalt album, hvor han selv spiller alle instrumenter undtagen trommer, der håndteres særdeles habilt af Mike Terrana, der bl.a. har spillet med Yngwie Malmsteen og Rage. Musikken veksler problemfrit mellem det vildeste progressive metal, der ikke lader Symphony X i det hurtige hjørne noget tilbage at ønske, blide, halvakustiske latinamerikansk-influerede numre og forskellige mellemstadier, der formår at rumme både Loureiros nationale særpræg og et internationalt heavyrock-format. Albummet er tillige fuldt af gode, smukke melodier og klange, der binder de energiske vilde løb og hyppige stilskift sammen.

Loureiros spillestil som guitarist kan rangeres på linje med folk som Malmsteen og John Petrucci – han har ikke umiddelbart nogle særlige personlige træk, men kan spille både uhyggeligt hurtigt, tungt og smukt. Hans kompositioner har en tydelig påvirkning fra Steve Vai og – især qua det hyggelige latino-islæt – et slægtsskab med Al di Meola.

Selv om Loureiro nok står på skuldrene af de førnævnte guitaresser, hvad musikken angår, har han helt afgjort noget at komme med selv. Hans evne til at vikle latin-agtige figurer diskret ind i ellers solidt heavy rocknumre er formidabel. De småjazzede, helakustiske passager, der forekommer på albummet, og gennempoppede stykker som f.eks. titelnummeret, "No Gravity", vil sikkert tænde nogle lyttere af, men da de heavy numre på albummet er så intense, som de er, synes jeg kun, det er rart med nogle rolige øjeblikke, der kan skabe lidt volumenmæssig afveksling.

I det hele taget en dejlig skive, der leverer både blændende lir og musikalsk dybde.