Når naturen kalder, svarer du så?

Hvis jeg nu siger, at vi her på heavymetal.dk ikke var super-duper-begejstrede for Khemmis’ seneste opus, Deceiver, så stikker jeg vist ikke blår i nogens øjne.
Jeg skal være helt ærlig, for med ærlighed kommer man længst, og erklære, at hvis ikke det var, fordi Khemmis var blevet booket til at skulle spille på Copenhell Metal Cruise 2026, så havde jeg næppe kastet mig over et death-doom-prog-heavy-band fra Denver. Men sådan er der så meget. Spørgsmålet er så, om jeg ovenpå denne eponyme skive skal glæde mig til at høre dem eller overveje, om det er der, jeg skal stille mig i kø til toilettet?

Mere øf, mindre fløde

Selv som en, der ikke gør det ret meget i doom-metallens verden, kan jeg høre, at Khemmis udmærket ved, hvordan man skal skrive fængende doom anno 2026. De fire musikere danser stadig let og elegant ind og ud af diverse genrer.

Nu og da er vi ovre i den klassiske heavy, andre gange bliver vi mødt af Opeth-klingende toner og brøl, og sørme om ikke albummet ikke nærmest begynder med noget, der i en snæver vending kunne kaldes for black metal, men det er dog altid den klassiske 70’er-doom, der agerer den faste base.

Så det er derfor ganske indiskutabelt, at Khemmis er særdeles kapable sangsmede. At jeg så personligt hurtigt bliver en kende træt af Phil Pendergasts lidt for lyse og nasale vokal, er så en anden sag. Det er især helt galt i omkvædene på ”Beneath the Scythe” og ”Gilded Chambers”, som helt generelt har en ekstremt poppet karakter, som var det noget, man havde fundet i et musikalsk grænseland mellem Linkin Park, Wovenwar og Bon Jovi. Det klæder ærligt talt ikke musikken, der ellers formår at være forholdsvis tung. Måske ikke blytungt, men så i det mindste tungt som granit.

Heldigvis bliver Pendergast ofte supplereret af Ben Hutchersons brølen, som virkelig hjælper med at etablere en dybde og tyngde, som Khemmis ellers kæmper lidt med at finde nu og da på pladen her. Heldigvis er det en fryd at lytte til selve musikken, især er samtlige guitarpassager og melodier lige i skabet!

U’ på den båå’ der

Når Khemmis er gode, så er de rigtig gode. Desværre er Khemmis ikke en skive, der formår at være 'rigtig god' fra start til slut. Jovist, der er numre som ”Invocation of the Dreamer” og ”Corpsebloom Garden”, som begge er fremragende eksempler på, hvor gode bandet er til at jonglere med ideer og soniske landskaber. Men desværre er der også stort set hele midtersektionen, der trods gode ideer og intentioner slet og ret bliver trukket ned af de føromtalte fløde-omkvæd. Så tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt jeg vil glæde mig til Khemmis på Oslobåden, eller om jeg vil respondere på naturens eventuelle kald. Når man ser på, hvad der ellers spiller på den bååå’ der, så er der ingen tvivl om, at Khemmis bliver det absolutte højdepunkt. Det skyldes ikke kun, at det at tisse i bukserne utvivlsomt er mindre smertefuld og pinligt end at skulle bevidne nogle af de andre artister, men også fordi Khemmis trods fejl og mangler er en mere end godkendt skive.