Man skulle tro at Tarja Turunen havde startet et andet band, når man sætter den her plade på. For Katra Solopuro der synger i dette finske band, minder så meget om den tidligere Nightwish-forsanger, som jeg nogensinde har hørt. Musikken er heller ikke langt fra Nightwish, den eneste forskel er en lidt "mindre" produktion. Altså ikke de store, orkestrale arrangementer. Men en mere barberet, rocket lyd. Musikken er som de fleste af disse metalbands efterhånden er bedst; powermetal, med kvindelig forsanger og goth-tendenser. Der synges om død og kærlighed, men med forkærlighed for det førstnævnte. Melodierne er i højsædet og keyboardet bruges flittigt. Jeg synes bare ikke det er lykkedes helt for Katra, at lave pompøs powermetal, med kvindelig forsanger. Guitaren er helt væk, af og til, så man får en fornemmelse af det slet ikke er rock eller metal længere. Keyboard er der dog masser af. Næsten for meget, så man sidder med en lille fornemmelse i maven. Lidt den samme fornemmelse, som når man har spist lige dét der stykke for meget af en flødekage. Jeg frygter lidt man i Finland har opdaget der er gode penge i at eksportere Nightwish-musik, for det virker lidt sådan. Jeg savner ihvertfald noget mere tråd og ikke de spinkle riffs og triste soloer, der kommer ud af den 6-strengede, fra tid til anden. Karakteren gives udelukkende for albummets højdepunk, nemlig nummeret "Fade to Gray," hvor guitar og trommer har fået lov til at være med. Desværre er det bare ikke noget til at trække den op over middel.