Anti-alt!
Hvis du ikke lige er bekendt med svenske Istapp, så skal du vide, at de er fra Blekinge i Sverige, at musikken er hyperaktiv melodisk blackened death metal, og at de betegner sig selv som værende ”anti-lys, anti-kristent, anti-sol”. Bandet består af Fjalar, Morg, Tizheruk og Gangleri, og tilsammen har de nok skabt den gladeste blackmetal-skive, jeg endnu har hørt! Jeg ved ikke helt, om deres åndelige vejleder har været Abbath, men det virker lidt, som om de har samme ironiske/fjollede distance til black metal, som han – om det så er meningen eller ej.
Snöball
Musikken er dybt skizofren, da den konstant skifter mellem ”farlig” black og munter bjergtrolde-jodlen. Det ene øjeblik har vi klassisk black metal med masser af tremolo og tordentrommer, det næste øjeblik har vi rock'n'roll-guitar ala ZZ Top. Bare tag intronummeret ”Eternal Winter”, hvor man bliver ramt af så mange forskellige elementer, at man til sidst bare sidder og tænker, ”Hvad fanden skete der?!”. Musikken er som sådan ikke dårlig – den er bare for meget. Der sker simpelthen for meget i hvert nummer, og de ting, der sker, passer dårligt sammen. Det er som at spise vaniljeis med ketchup på; bare fordi man godt kan lide de to ting, betyder det ikke, at de passer godt sammen. Derudover skifter albummet også konstant mellem engelsk og svensk, hvilket betyder, at vi har nogle herlige sangtitler som ”Snowball Earth”, der står klos op ad ”Natten då gud blundade” (som refererer til natten d. 2 marts 1888, hvor syv unge svenskere frøs ihjel i en storm på vej hjem fra et bønnemøde i Roslagen, Sverige).
Men udover, at deres musik simpelthen er for oppustet og mættet, så er der også gået et eller andet helt galt i produktionen. Vi skal huske, at det trods alt ikke er norsk black anno 1994, men derimod svensk black anno 2019. Visse dele er utroligt velproducerede og -mixede fx keyboarddelen i ”Muspelheim”, mens andre dele som fx trommerne og bassen må være mixet af en døv praktikant. Men der er masser af tidspunkter i løbet af albummet, hvor man tager sig til hovedet, fx introen til titelnummeret, hvor jeg er ret sikker på, at vokalisten Tizheruk rent faktisk bare kaster op. Det er det sløjeste skrig, jeg har hørt til dato!
Corpsepaint eller klovne-makeup?
Jeg har svært ved at lure ideen bag The Insidious Star og Istapp generelt. Det er for munter til at være black, men stadig for iltert til at være folk og desværre, så ender slutresultatet mest af alt med at være fjollet og useriøst. Der er masser af ”okay” og ”udmærkede” sange, men jeg fortrækker nu mit black metal mindre gakket – det er jo for pokker ikke Trollfest det her! Jeg har ganske vist aldrig oplevet Istapp live (og det er heller ikke planen), men jeg tvivler stadig på, at de har balloner og bøllehatte på, selvom det ville fuldende dem…