Blekingegadebanden

En klassisk tommelfingerregel indenfor metal, især den ekstreme slags, er, at desto sejere navn, desto sejere musik. Ens navn skal emme af lige dele sejhed, ondskab og øretæver, så folk på forhånd ved, at man altså er de ledeste karle på blokken. Her må vi dog konkludere, at da Istapp blev dannet tilbage i 2005 (tillykke med de 20, drenge!), ja, så formåede de altså ikke at vælge det sejeste bandnavn nogensinde. Men så må musikken jo gøre sit i stedet, nu hvor barnedåben endte med et antiklimaks. Sól tér sortna er bandets fjerde album, så man kan jo ikke just påstå, at de er et band, der har fart på. Spørgsmålet er dog: Er musikken sejere end navnet?
Charme, selvtillid og …?
Albummets titel er oldnordisk og kan løst oversættes til ”solen sortner”, en ret trve albumtitel. Istapp har dog aldrig været specielt trve, men har derimod altid haft fokus på melodierne og det storladne – mens minimalisme og blastbeats fik lov at blive derhjemme i kulkælderen. Sidst vi anmeldte Istapp var, da de udgav The Insidious Star i 2019 – en plade, jeg selv anmeldte dengang. Her må jeg blankt erkende, at det havde jeg da lykkeligt glemt alt om! Jeg kan da heller ikke huske så meget som ét sekund af musikken derfra, men det er også næsten seks år siden – og næsten 500 anmeldelser siden! Jeg havde nok ikke givet det album så lav en karakter i dag, men jeg er dog stadig enig i mine pointer fra dengang – og der er da en del af dem, der stadig er relevante i forhold til Sól tér sortna. Der er fortsat en vis dissonans mellem den klassiske melo-black a la Immortal og Dissection og så de mere helte-/folk metal-influerede dele, som er markant mere finske i deres udtryk. Især får keyboardpassagerne mig til at tænke på Wintersun. Nu og da ender vi dog et helt andet sted som på ”Ragnarök”, der trods sin åbenlyse vikingetematik lyder betydeligt mere som fransk ridderblack a la Véhémence. Man kan sagtens kombinere disse genrer og lave et genialt produkt, der står knivskarpt, og Istapp er da også noget tættere på at nå i mål på det her album, end de tidligere har været. Men desværre er det også lidt et klodset produkt nu og da – nemlig fordi man som lytter fortsat er i tvivl om, hvorvidt det nu også er fugl eller fisk. Det er desværre også tydeligt, at Istapp ikke er det mest kreative band; tag nu de to numre ”Under jökelisen” og ”Storm av is”, og fortæl mig, at de ikke er mistænkeligt ens. Helt grundlæggende kan jeg godt lide den her skive. Den har tonsvis af charme, og den prøver faktisk at være sin helt egen – og point for det. Men charme og selvtillid er bare ikke nok; man skal også kunne levere et solidt produkt – og selvom det her nok er det bedste, Istapp længe har leveret, så er der altså fortsat plads til forbedringer.

Vi ses i 2031!

Efter at have genbesøgt The Insidious Star så er der ikke nogen tvivl om, at Sól tér sortna er et meget bedre album, men der er stadig plads til forbedring, og den forbedring vil, med stor sandsynlighed, først finde sted, når Istapp bliver helt enige med dem selv om, hvem de er, og hvad de spiller. Det er dog tydeligt, at bandet har forbedret sig gevaldigt siden 2019, og jeg ser da frem til at høre, hvor Istapp er henne i 2031.