NOTBA4
Inquisitor - Stigmata Me, I'm In Misery

Stigmata Me, I'm In Misery

· Udkom

Type:Album
Genrer:Death metal, Thrash metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Tid er relativ

Jeg læser tit, at Tool- og Necrophagist-fans brokker sig over, at deres favoritbands er alt for længe om at udgive ny musik. Tja, hollandske Inquisitor har haft en ventetid på 21 år mellem deres første album, Walpurgis – Sabbath of Lust, og så denne skive, Stigmata Me, I’m in Misery. Bevares, de har da lavet demoer, EP’er og andet spas i løbet af de 21 år, men kun to reelle fuldlængdealbum. Stigmata Me, I’m in Misery er öld skööl dødssmadder, der kun vil én ting, og det er at tordne derudad samt køre alt og alle, der står i vejen, ned med 220 km i timen.

Råt, men elegant

De kalder sig selv for ”xtreme thrash”, og det giver fin mening, da det på mange måder nemlig minder om den tidlige dødsmetal, der sprang ud af både punk og thrash, og vokalen er klart også tættere på Cronos fra Venom og Mille fra Kreator end klassisk dødsgrowl a la Corpsegrinder. Netop Venom og Kreator er klare indflydelseskilder, men så har man bare lige skruet 100 % op for tempoet. Inquisitor har bestemt ikke tænkt sig at holde sig tilbage, men efter 21 år har man vel også et og andet, man skal bevise – bl.a. kunne man forestille sig, at man vil pointere, at ventetiden var det værd. En ting, jeg virkeligt vil rose Inquisitor for, er, at bassist Alex virkeligt får lov til at skinne igennem. Bassen går rent ind på alle numre og lægger et sublimt underlag og tilføjer et milligram af groove i det ellers så hidsige mix. Det svinger maks. og gør, at man nogle gange kommer til at tænke på Steve Di Giorgio og det er altid rart at komme til at tænke på hans basgange. Det er med til, at Inquisitor skiller sig lidt ud fra den enorme pulje af døds-thrash-bands. Ligeledes har enkelte af numrene, bl.a. intronummeret ”Castigate into Divine Apostle”, nogle klassiske elementer med violiner osv. Det løfter virkeligt også skiven gevaldigt, da det tilføjer noget klasse og elegance, som ellers ikke er noget, man så ofte støder på, når det ellers bare skal være råt med råt på.

Op på korset med dig!

Tematikken er også helt klassisk proto-død. Vi snakker blasfemi, okkultisme, Satan og Jesu død på korset. Især det sidste er temaet på album nummer to, hvilket fremstår tydeligt i både albumtitlen og de fleste af sangtitlerne, fx ”Hammering Rusty Nails”, ”Holy Man’s Gallows Pole” og ”On a Black Red Blooded Cross”. Men ulig Jesus, der ifølge dybt utroværdige kilder hang ud på korset i små seks timer, er Stigmata Me, I’m in Misery overstået på lidt over en halv time – men efter den relativt korte tid vil man føle sig lige så udmattet og gennemsmadret, som havde man selv hængt naglet fast til to planker i en ørkenstat i seks timer. Musikken i sig selv er hidsig, decideret rasende, og lynhurtig. Der bliver hverken vist nåde eller taget nogen gidsler; alt skal jævnes med jorden. Men trods at det er så vredt, er der stadig plads til melodier og fængende passager, og selvom at der aldrig er den store afveksling i de ni numre, er der alligevel nok forskel på dem til, at det ikke bare lyder som det samme nummer ni gange i streg. Det tætteste, der er på en sjæler, er nok en sang som ”Hate, Misery, Torture & Dismay”, som med sit pseudo-hypnotiske guitarriff stille og roligt får en overbevist om, at had, elendighed, tortur og ubehagelighed nok egentligt er meget fedt! Stigmata Me, I’m in Misery er en særdeles fremragende skive, og man må da virkeligt håbe, at der ikke går 21 år, før Inquisitor sender album nummer tre på gaden!

Tracklist

  1. Castigate Into Divine Apostle
  2. I Am Sick, I Must Die 
  3. Holy Man's Gallows Pole
  4. Dreadful Fate
  5. Hammering Rusty Nails
  6. Northern Goliath - Death A Black Rose 
  7. The Witching Time Of Night 
  8. On A Black Red Blooded Cross 
  9. Hate, Misery, Torture & Dismay

Tilføj kommentar