Parlez-vous melo-black?
Jeg skulle ikke høre mange sekunder af Scars of Yesteryears, før jeg lurede bandets geografiske ophav. Visse lande har bare en hel særlig måde at skrive metalmusik på, der gør, at man – så godt som med det samme – kan høre præcis, hvorfra den kommer. Finland, Tyskland og Norge plejer at være de bedste eksempler, men Frankrig er efterhånden også kommet rigtig godt med. Faktisk i en sådan grad, at landets måde at fortolke melo-black-genren på nu er noget, man kan genkende med det samme – hvilket Inherits the Void understreger ganske tydeligt. Projektet er, naturligvis, et enmandsprojekt, frontet af Antoine Scholtès, som må siges at være en travl herre, da Scars of Yesteryears er det tredje album på bare fire år. Så er spørgsmålet, om det går for stærkt, eller om musikken bare bliver bedre og bedre?
En garde!
Når det kommer til melo-black, kan franskmændene altså ét eller andet. De formår altid at flette lidt fis og ballade ind i guitarmelodierne samt skabe en grandios stemning trods de rå rammer. Og her er Inherits the Void – og derved Scars of Yesteryears – ingen undtagelse. Albummet er spækket med galoperende gadagungriffs af den slags, der giver en lyst til at udfordre fremmede på gaden til en spontan kårdeduel eller dømme en tilfældig bondekarl til at betale skorstensskat – en sindsstemning, der kun bliver hjulpet på vej af de middelalderlige melodier, der nu og da fremføres på akustisk guitar.
Til trods for sine generelt fremragende riffs så lider albummet under, at det ikke er mixet synderligt godt: Især vokalen ligger alt for lavt, og trommerne alt for højt – hvilket er en skam, da vokalen egentlig er udmærket, mens trommerne buldrer lige voldsomt nok, men point for, at det ikke bare er nonstop blastbeats. Albummet lider også under en ret hård klipning, forstået således at efter hvert nummer slutter, så går der lige et par sekunder, før det næste starter. Det er ikke en lang, flydende proces, men derimod en haltende omgang.
Men det største problem ved Scars of Yesteryears er, at der mangler et hit, bare ét! Nok er musikken overordnet set ganske godkendt, men jeg savner de der momenter, hvor de små nakkehår rejser sig, og man bare lader sig opsluge af musikken. Originaliteten er heller ikke ligefrem noget, der får lov til at sidde i førersædet; faktisk er den ikke engang på passagersædet, men nede i handskerummet sammen med kvitteringerne fra Ikea og den der snickersbar fra 2017, som du har glemt alt om.
C’set la vie!
Inherits the Voids tredje album er ikke dårligt, men det er ret så skabelonskåret og formularisk. Ganske vist er det et underholdende værk med udmærkede sange, men intet bemærkelsesværdigt, og ej heller er der noget, der er med til at adskille det fra den voksende bunke af melo-black-udgivelser fra Frankrig. Men c’est la vie, der er ikke andet for end at sige: ”Bedre held næste gang!”.
