Imagika kommer fra San Franciscos Bay Area, og som man kunne forvente, tager deres musik også udgangspunkt i Bay Area-thrash, dog med en klar melodisk tråd, især i vokalen, der til tider tenderer det powermetal-agtige (den er også forholdsvis lys). Man kan måske trække linjer til f.eks. Forbidden eller Vicious Rumours i det vrede hjørne. Nå, ja, nu hvor jeg alligevel har inddraget en reference uden for the Bay Area, kan jeg vel lige så godt fortsætte til Italien: En del af numrene på Imagikas nye album "Feast for the Hated" minder mig faktisk om Extremas blanding af energisk thrash og distinkt melodi. Imagika er ligesom italienerne heller ikke bange for at snige blide akustiske passager ind imellem kraftudladningerne.

Imagika hæver sig med den nye udgivelse på ingen måde op over gennemsnittet af bands i denne genre, men de leverer generelt varen på en o.k. måde. Dog er jeg nødt til at påpege, at sangeren Norman Skinners melodifraser ofte ligger uheldigt forskudt harmonisk i forhold til den instrumentale bund (han synger med andre ord stabilt lidt ved siden af den rigtige tone meget af vejen). På nogle af numrene, f.eks. den indledende "Waking a Dead Man" og den afsluttende "Succubus" (der også får assistance af en dejlig, karakterfuld kvindestemme) er Skinners vokalpræstationer nogenlunde til at holde ud, andre steder ligger kvaliteten lige på kanten af, hvad man kan klare. Men på titelnummeret "Feast for the Hated" er sangmelodien simpelthen så inkongruent med resten af bandet, at man undres dybt over, hvad der er gået galt og for hvem (produceren? Sangeren? Komponisten?) Det er uden overdrivelse et af de værste numre, jeg har hørt i år, og det kan ikke undgå at fratage mig størstedelen af mine forhåbninger om, at dette album vinder på gennemlytning. De acceptable passager, der trods alt er en del af, er dog med til at holde albummet som helhed på en middelkarakter i min bog.