Hyperdontia - Nexus of Teeth

Nexus of Teeth

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

No nonsense, too many teeth!

Hypertontia er to ting: en særdeles træls lidelse, hvor man simpelthen danner for mange tænder i munden, og derudover er det et dansk/tyrkisk old school dødsmetal-band, der leverer musik der, sjovt nok, er voldsom nok til at kunne slå samtlige tænder ud af munden på en i ét slag. Nexus of Teeth er deres debut, og trods at den er udgivet i 2018, lyder den som noget, der sagtens kunne have været udgivet i slut 80’erne i Florida.

Kannibal Kadaver

Det er hurtigt, det er beskidt, det er brutalt, og det er grimt. Det er i grove træk en meget hurtig beskrivelse af Nexus of Teeth, helt og aldeles gammeldaws død uden nogen former for fis eller dikkedarer, og det leveres alt sammen med den grummeste vokal, jeg længe har hørt. Den leveres af David ”Torturdød” Mikkelsen fra bl.a. Undergang. Jeg kan ikke erindre at have hørt en så guttural vokal nogensinde, han får selv Corpsegrinder til at fremstå som en kastratsanger! Man skal dog have et usædvanligt trænet døds-øre for at kunne fatte størstedelen af, hvad der bliver sunget, men ret skal være ret, dødsmetal handler jo sjældent om lyrikken. Nu er jeg dog en af de typer, der godt kan lide lidt hurlumhej og dikkedarer i mit dødsmetal, og hvis man er på samme måde, så vil man nok hurtig blive enig med sig selv om, at Nexus of Teeth er ret ensformig. Hver sang er en grusom lærestreg ud i old school dødsmetal, og man kan nemt mærke, at det er et band, der virkeligt har dyrket den niche af dødsmetal og mestrer den til perfektion. Men udover den uhyre gutturale vokal, så er det svært at pege på noget ved Hyperdontia, der får dem til at stikke ud fra resten af de mange andre old school dødsbands. Men det virker til, at det heller ikke på noget tidspunkt, har været en del af bandets målsætning, så fred være med det! Hvis man ønsker at være Danmarks Cannibal Corpse, så er det da dét, man skal være!

Solidt og konservativt

Jeg er tosset med dødsmetal og dets mange facetter! Dog må jeg krybe til korset (et omvendt et naturligvis) og erkende, at den klassiske Florida-version aldrig rigtig har været en af de facetter, jeg har svoret mest til. Men når det er sagt, så leverer Hyperdontia stadig ekstrem solidt og ondsindet dødsmetal, om end at det hurtigt bliver meget ensformigt og alt for konservativt til mine ører. Men det er en stærk debut, og fans af den mere konservative lyd, vil helt klart fortære denne udgivelse med fråde om munden, hvorpå de vil rejse sig fra kadaveret for at søge efter mere af samme slags, mere sultne end de var før.

Tracklist

  1. Purging Through Flesh
  2. Of Spire and Thorn
  3. Teeth and Nails
  4. Aura of Flies
  5. Majesty
  6. Euphoric Evisceration
  7. Escaping the Mortal Embodiment
  8. Existence Denied