Anti-hype man

Jeg har det med ’hype’, som folk fra Jylland har det med moms og ulve: Jeg kan ikke lide det. Når folk kommer til mig og fortæller mig om noget, jeg skal se, høre, smage eller prøve, så indtager jeg, helt automatisk, Rasmus Modsat-positionen. I ved, den med armene over kors og et hævet øjenbryn. Her i firmaet er det mig, der er eksperten – og det er derfor mig, der skal fortælle dig om, hvad der er fedt og ikke fedt, og sådan er det bare. Derfor giver det sig selv, at jeg aldrig har haft meget til overs for Hulder her, for herre jemini, hvor har jeg skulle høre og læse meget om, hvor nærmest overnaturligt godt alt som Marliese ’Marz’ Beeuwsaert har skabt de sidste par år, har været – især fra folk, der ikke har megen forstand på black metal. Men nu skriver vi 2026, og Hulder er ude med en ny skive, endda plade nummer tre, så nu må vi se, om tredje gang er lykkens gang.

Hvor skal vi hen, du?

Jeg er bestemt nødsaget til at drage nøjagtigt den samme parallel, som min kollega gjorde på Verses in Oath, nemlig at Hulder minder umådeligt meget om Blackbraid. Det er utrolig let tilgængelig, velproduceret pseudo-black metal, der mestendels appellerer til folk, der aldrig har dyrket genren, og som ikke, selv hvis du truede dem med bål og brand, ville kunne høre forskel på Mayhem og Gorgoroth. Det er der absolut intet galt i, slet ikke hvis musikken – uanset publikummet – er lige så god, som folk siger. Det er den bare ikke, i hvert fald ikke ret meget af tiden.

Det er, som om Marz ikke helt kunne blive enig med sig selv om, hvordan Hulder skulle lyde på albummet her. Nu og da får vi noget særdeles fremragende pagan-black med masser af mystik, melodi og hedensk stemning, alt sammen noget som albummets coverbillede jo også lover. Andre gange bliver vi spist af med noget virkeligt generisk, ja, decideret banalt øllebølle-dødsmetal, der bare kører derudad i en endeløs midttempo-tomgang, hvilket især skyldes den enormt enerverende vokal.

Enkelte gange er vi så heldige, at vi faktisk får det hele på én gang – som så heller ikke virker. Her er den største synder nummeret ”Thy Binding Oath”, som slet og ret formår at få fem minutter til at føles som femten, og ikke på den fede måde. På mange måder er Verbogen et album, hvor numrene bare glider ind og ud af hinanden, og man når ikke altid at opdage, om det er det første, tredje eller syvende nummer, man er i gang med, for overordnet set er samtlige ni numre ret ens.

Dog er der, heldigvis, også højdepunkter på albummet her, som førstesinglen ”View from Nemeton”, et nummer, der egenhændigt beviser, at Hulder er mere end bare hype. For her formår Hulder virkelig at omfavne den hedenske mystik, og når Marz vælger at fokusere på folk-melo-black, ja, så fungerer det faktisk ret godt endda. Det samme gør sig tilsvarende gældende på både ”The Crowning”, ”In Blood and In Earth” og delvist ”Den Nacht Zijn Lied”, selvom det nummer nu mest lyder som noget, Amon Amarth kunne have lavet i midten af 00'erne. Desværre skal der mere til at skabe et stærkt værk end tre-fire gode numre på en plade, hvor der altså er hele ni, eller elleve, hvis man får fat i bonusudgaven.

Kynismen længe leve!

Trods min kyniske tilgang så jeg faktisk til Verbolgen som en optimist, der håbede på det bedste, hvilket udelukkende var, fordi ”View from Nemeton” nu var så stærk en førstesingle. Ydermere lod jeg mig narre af både pladens cover samt den ekstremt flatterende promo-tekst, der fulgte med albummet, hvor man virkelig blev lovet guld og grønne skove. Men ak …! Verbolgen begår på mange måder de samme synder som Verses in Oath, nemlig at der er så meget middelmådigt, kedsommeligt fyldmateriale, at alt, der rent faktisk er værd at fremhæve på pladen, drukner totalt.

Hvis Hulder virkelig vil fungere, så er Marz nødt til at finde ud af, hvilke heste hun vil spille på og så køre linen ud – som det er nu, er der alt for mange bolde i luften, og Marz er slet ikke en dygtig nok jonglør til at håndtere dem alle. Ergo skal der altså fokuseres nu, og der skal dælme også strammes gevaldigt op. Ikke mere nølen, ikke mere fedtspilleri og vigtigst af alt: ikke mere tomgang!