Hornmusik

Når man snakker om pagan black metal, er det svært ikke at nævne Horn – som nok er ét af de største navne indenfor den mikrogenre. Sidste år udgav manden bag, Nerrath, da også jubilæumsopsamlings-remaster-albummet 20 Jahre, der lige mindede os om det ovenstående faktum. Derfor var det også en glædens dag, da det blev annonceret, at album nummer ti ville udkomme i år. Det var dog samtidig en sorgens dag, for i samme ombæring annoncerede Nerrath, at det ville være et album, hvor der ville blive skruet gevaldigt ned for folk- og pagan-elementer, og i stedet ville fokus være på black metal-delen. Dette udsagn fik mig til at sylte albummet her i flere måneder, da Horn uden massive mængder folk virker lige så utænkeligt, som at Metallica skulle lave et album uden guitarsoli, eller at Iron Maiden skulle indspille musik uden Bruce ved hjelmen! Men nu er tiden inde til at tage tyren ved … ja, hornene!

Det, der kunne have været …

Vi kan lige så godt springe ud i det, for ja, ganske vist er der ikke nogen mandoliner, sækkepiber, banjoer eller andre folkeinstrumenter at komme efter på Daudswiärk. Men musikken er stadig ekstremt folk-orienteret. Rytmerne, riffstrukturerne, trommegangene, omkvædene med mere er alle klassisk pagan-black og derved klassisk Horn – heldigvis. Men derfor savner jeg nu stadig lidt violin, cello eller lignende, selvom jeg fuldt ud forstår, at Nerrath selv synes, det havde taget overhånd. Noget, jeg dog synes, har taget overhånd, er trommerne; de ligger simpelthen alt for højt i mixet. Tag nu nummeret ”Broth”, hvor de er så øredøvende, at man dårligt nok kan høre noget andet. Men helt generelt er Daudswiärk et utroligt larmende album; man kommer helt til at tænke på 2010’ernes ’Loudness War’ – hvilket aldrig er en rar ting at komme i tanke om.

Selve musikken er, overordnet set, mere end habil, men jeg kan simpelthen ikke undgå at sidde med tanken om, at det hele havde lydt bedre, hvis der lige blev tilsat lidt folkemusik hist og pist. Tag nu ”Dagetostaon”, hvis hovedmelodi ville have lydt fantastisk, hvis den blev akkompagneret af en violin, men ak!

Igen, jeg forstår udmærket Nerraths ræsonnement, men omvendt så var disse folkepassager nu blevet en del af Horns DNA, og uden … ja, så lyder det lige så meget som så mange andre bands og ikke som Horn – hvilket jo er lidt af et dilemma.

Zur Volksmusik oder …

Daudswiärk er overordnet set en udmærket skive, men tanken om, at den kunne – og burde – have været bedre, fylder stadig enormt meget. Især fordi Horn nu må se sig slået af andre bands, endda fra sit eget land, som har erobret hans trone. Så derfor står Horn nu ved en skillevej, og må derfor stille sig selv spørgsmålet: ”Zur Volksmusik oder nicht zur Volksmusik?”.