Hey Siri, hvad skal vi kalde vores nye band?

Alt ved norske Helvitnir skriger langt væk af, at der er tale om et purungt band, der ønsker at dyrke en tid, de ikke selv oplevede på egen krop. Navnet, albumtitlen, det jammerlige albumcover, som ligner noget, en AI har lavet, og ej at forglemme sangtitlerne, som ligeså alle minder om noget, en ’black metal song name’-generator har spyttet ud. Når man så opdager, at gennemsnitsalderen for medlemmerne er 49, og at Hellhammer fra Mayhem er ét af dem, ja, så begynder man for alvor at klø sig i skægget – for de to ting stemmer absolut ikke overens! Ergo er det store – og eneste – spørgsmål, man sidder tilbage med efter denne åbenbaring, følgende: Er det her et hyggeprojekt eller en midtlivskrise?

Väniljesmag

Den største årsag til, at man sidder med tanken om, at Helvitnir burde være et nyt band, er dog ikke udelukkende de ovenstående aspekter. De er naturligvis alle store dele, men den største del er selve musikken. Når man tænker på, at samtlige medlemmer er erfarne musikere, der har spillet i årevis – så er det mig komplet uforståeligt, at de valgte at lave et projekt, der spiller musik, der er så gennemgribende banal og klichefyldt, som det, man finder på Wolves of the Underworld.

Hele albummet lyder simpelthen som en parodi på svensk black metal: som en kombination af Watain og Dark Funeral med lidt Marduk-drys på. Det er jo ikke, fordi der er tale om en elendig skive, eller at det er talentløse musikere, der står bag, nej, men det ændrer ikke på, at det er helt utroligt fantasiløst. At vælge at sætte Wolves of the Underworld på anlægget, svarer til at stå i en isbutik med alverdens smage og så vælge vanilje. Jovist, der er da en del momenter, hvor man sidder og rocker med, og de mange slideriffs er da dejligt nostalgiske, men for pokker, hvor har man dog bare hørt det hele så uendeligt mange gange før. Så der er jo ikke tale om nogen deciderede lavpunkter, måske lige undtagen ”Odinsbane”, hvor bandet, af uransagelige årsager, eksperimenterer med at hente inspiration fra Cradle of Filth – det var der absolut ingen grund til, da kombinationen af arketypisk svensk black og splattergoth ikke er noget, der virker. Desværre er der bare heller ingen højdepunkter. Jeg kan faktisk slet ikke forstå, hvordan Hellhammer er blevet shanghajet til det her projekt. Når man hører det overordnede trommespil her, så er det tydeligt, at han knap nok yder ti procent af det, han normalt yder i Mayhem – ergo må han skylde bandet en enorm tjeneste; det er den eneste logiske forklaring.

Gå så i seng!

Hvis jeg skal forsøge at besvare mit oprindelige spørgsmål, så må jeg konkludere, at det her afgjort er et hyggeprojekt. Samtlige musikere har været aktive – eller er aktive – i langt bedre og mere succesfulde bands, ergo må det her simpelthen være et produkt af en våd aften, hvor én af dem fik sagt de berømte ord: ”Hey drenge, skulle vi ikke lave et band!?”. Her må jeg dog påtage mig rollen som den ædruelige voksen og svare: ”Nej, nej, det skal I ikke – og gå så i seng!”.