På dette, deres andet album fortsætter svenskerne deres helt egen Ozzfest, i en stil som man kunne forvente oven på deres udemærkede debut. Der er derfor på ingen måde tale om noget der lugter af nytænkning, da stilen stadig er rendyrket Ozzy med noget fræk heavy spade på. Jeg har et eller andet sted utroligt svært ved at tage dette band seriøst, men må dog samtidig erkende at de gør det pokkers godt. Med Andy Alkman som sanger ser det ikke ud til at Hellfueled nogensinde kommer ud af Ozzy skyggen, hvilket de kun også kan være mere end dumme for ikke at indse. Så hvis de havde en plan om at skille sig ud fra mængden og være unikke - ja, så har de sgu slået tonen forkert an. Et hurtigt kig på deres hjemmeside vidner dog også om, at de hver især godt kender til Ozzy/Sabbath (men hvem gør ikke det?). Musikken Hellfueled spiller er dog mere rocket og straight heavy end det vi kender fra Ozzy og den sorte sabbat, så den sorte dybe kant er udskiftet til fordel for en mere pågående attitude. Det fungerer dog umiddelbart, er ganske klædeligt og evnerne er bestemt i hus - men det ændrer ikke ved, at Hellfuled har skabt sig selv en rolle i skyggen. En rolle jeg kan forestille mig man gerne vil af med, hvis man har ønsket om at stå på egne ben. Originalitet eller ej, så giver jeg sgu her gerne 7/10 for veludført håndværk og en god produktion.