Introduktion

Bon jovi? Aerosmith? Motley Crüe? Def Leppard? Eller hvad med Steel Panther? Hvis du er kommet så langt uden at hoppe af, kan du roligt læse videre, for der er godt nyt fra Italien: Forsangeren fra Elvenking laver endnu en fed skive med klassisk 80’er-heavy sammen med en række garvede matalhoveder.

Hvad får jeg så for pengene?

Først og fremmest får du en helt forrygende klassisk rockvokal og en meget velproduceret plade, der virkelig svinger fra start til slut. Der er tilmed tilsat en temmelig god, akustisk sjæler, Muse, der selvsagt indledes med ordene:

Whenever/ I see you/you move in a trail of colours/play my heart and light up my life/just like a guiding light.

Så ved du vist godt, hvad klokken har slået.

Det kan høres, at der er tale om musikere, der ved, hvad de laver. Vi kommer godt rundt i alle klicheerne inden for genren: Omkvæd med råbekor, voldsom brug af ride-bækken, masser af fede, ikke for tekniske soloer og selvfølgelig tricket med at modulere omkvædet i C-stykket. Naturligvis kører nogle af numrene også i noget tid på kun trommer, bas og vokal inden rytmeguiteren sætter ind. Jojo, man er vel sej!

3 hurtige spørgsmål

Er det her nu heavy? Irrelevant diskussion

Er der lidt Big Fat Snake over det? Ja.

Vil de seje black metal-hoveder synes jeg er til grin, hvis jeg hører Hell In the Club? Utvivlsomt!

Vurdering

Spøg til side: Vi er ovre i den lette ende af metallen her, og jeg må tilstå, at jeg er stærkt medrevet hele vejen igennem. Det er en plade, der giver mig smil på læben og lyst til at hoppe glad rundt.

En sådan plade her kan kun stå, hvis sangskrivningen holder, og det gør den. Omvendt er der ikke nogen af omkvædene, soloerne, overgangene osv., du ikke har hørt før: Enten i smug eller på bagsædet af din fars 2CV i midtfirserne (uden sikkerhedssele). Hvis man kan leve med den manglende originalitet, er Devil On My Shoulder rigtig fed at fyre op for i en ellers kedelig og mørk juleferie