Meget og godt
Udtrykkene ”kvantitet” og ”kvalitet” optræder oftest adskilt af ordet ”eller”. Implikationen er, at man er nødt til at foretage et valg; vil man have noget godt, eller vil man have meget af det? Retrorockeren Trevor William Church, frontmand i heavy metal-gruppen Haunt samt doomrockerne Beastmaker, virker opsat på at befri menneskeheden for valget: siden 2017 har grupperne stået for tilsammen tre LP’er og tretten EP’er af kvalitetsrig retrospektiv heavy metal. If Icarus Could Fly er Haunts andet studiealbum, og Church, Wilson, Hollman og Tucker leverer naturligvis fortsat varen.
Retro med det hele
Beviset for ”kvalitet og kvantitet”-etos’et lader ikke vente på sig. If Icarus Could Fly åbner med et brag i ”Run and Hide”; navnlig dobbelt-leadsne samt vokalen skinner. Rytmeguitaren er primært akkordbaseret og benytter adskillige rytmer, men krydrer et ellers rimelig simpelt udtryk med lækre detaljer. Humøret fortsætter på den optimistiske Blue Öyster Cult-rockende ”It’s In My Hands”, som ligeledes kombinerer sine velkendte rocktrick med guitarleads, man gider at lytte til. Bassen gør sit til at lægge et solidt fundament, som vokalen kan svæve frit henover, og Church lyder af fest og liv gennem det meste af albummet.
Selvom vokalens humør ofte er afsmittende, så er Church guitarist først og sanger derefter. Stilen virker konsekvent tilbagelænet i den forstand, at Church nok kan ramme en tone, men ikke blæser mere energi i den end til at opretholde den ét enkelt slag, højst. Herefter ebber tonen ud og daler en anelse, hvilket for det første umuliggør vibrato som virkemiddel, og for det andet betyder at vokalen ikke kan følge med i de mest energiske passager. Afslutteren Defender imponerer med et rivende, lead-sprængt riff som går over til hårde, melodiske akkordanslag i omkvædet, men vokalen kan kun hamle op med sidstnævnte.
Men rent bortset fra det, er Icarus et album, der bør få humøret op hos enhver, der sætter den på, første gang og hver gang derefter. Det indledende tema fra guitarerne på ”Ghosts”, versriffet på ”Winds of Change”, omkvædet på ”Run and Hide” – der er rigeligt med højdepunkter, som ikke kræver mere af lytteren end at man skruer op for anlægget. Med otte sange fordelt på tredive minutter keder man sig ikke et sekund, og hvis albummet virker for kort, kan man bare spille det forfra og synge med.
Spiller sig selv
Vi har hørt det før, og vi kommer til at høre det igen, for ligesom Trevor, Daniel, Taylor og John så hverken kan eller vil vi leve uden. Uanset om du mener at musikhistorien stoppede i ’83, eller om du bare har brug for en pause fra grænsesøgningen i moderne metal, så er If Icarus Could Fly værd at hive læderet op af lommen for. Haunt spiller 80’er heavy metal med alt, hvad det indebærer, og er lige opløftende og forfriskende hver gang. Stilen er tilpas simpel og velkendt til at jeg kunne have skrevet anmeldelsen efter én gennemlytning, men jeg er alligevel oppe på ti… indtil videre.
