Endnu en tur rundt i manegen
Siden deres dannelse i 1993 har de svenske powermetal-veteraner fra Hammerfall udgivet en plade efter den anden, og nu er de klar med deres 13. studiealbum, Avenge The Fallen, der udkom den 9. august 2024. Denne udgivelse falder ligesom sine to forgængere, Dominion fra 2019 og Hammer of Dawn fra 2022, direkte i “Hammerfælden”.
Sød suppe a la Sverige
Når man ser på udgivelsen i sin helhed, er der ikke tvivl om, at der er tale om et Hammerfall-album. De gør endnu en gang det, de har gjort de sidste 30 år med storladne hymner, catchy guitarriffing, en sprød rytmesektion og en vokal, der på ubeskrivelig vis er skærebrænder og fløde samtidig. Dette bliver helt tydeligt allerede på første nummer, “Avenge the Fallen”, der indledes af en ominøs blæseinstrumentintro og efterfølges af en Hammerfall-typisk gang-vocal, som gentages i omkvædet af sangen. Netop gang-vokalen, hvor et til to ord fra titlen gentages igen og igen, har svenskerne i denne omgang virkelig fundet en forkærlighed for, for den bruges på omkring halvdelen af sangene – og det er bare for meget, når man skal lytte ti sange igennem! Også på melodisiden genbruges der efter alle kunstens regler, og som trofast Hammerfall-fan er det alt sammen noget, man synes, man har hørt før. Der er dog også gode øjeblikke. Dertil hører blandt andet “Hail to the King”, pladens første single, der med sit midtempo og sine vellykkede intensitetsskift i form af et nedtonet vers, der sættes op mod et bombastisk omkvæd, er særdeles iørefaldende. Sjette nummer, balladen “Hope Springs Eternal”, er derimod en værre omgang sødsuppe, der virkelig giver tandpine. Her er særligt vokalen alt for tudemarieagtig, og i kombination med teksten “Shreds of hope bring silence to a weary mind / Oh, I wish to find the reason or the rhyme” er der mere schlagerparade end powerballade over foretagendet. Efterfølgende nummer, “Burn It Down”, er til gengæld solidt med flot guitararbejde af både Oscar Dronjak og Pontus Norgren. Hver for sig er mange af sangene helt okay, men i sin fulde længde bliver dette album en kende anstrengende, da der bare er alt for lidt variation og for meget fløde.
Ryst posen!
Avenge The Fallen har helt klart gode momenter og en klassisk Hammerfall-lyd, som mange powermetalfans kender og elsker. Men langt hen ad vejen føles det som lettere uinspireret genbrug af gamle elementer, man har hørt tusindvis af gange før. Men ville det virkelig give mening at ryste posen nu efter mere end 30 år med de samme mønstre, hvor det har fungeret? Det er svært at sige, men hvis man har de helt store forventninger om et nyskabende album, vil Avenge The Fallen være en skuffelse. Albummet kan dog sandsynligvis tilfredsstille inkarnerede Hammerfall-fans, der ukritisk elsker alt fra svenskernes hånd.
