Med Green Carnations anden skive, er det vist på tide at jeg smider håndklædet i ringen og trækker de dårlige ting som jeg sagde om den nye gothic rock ’n roll scene tibage. For med et så suverænt produkt i hånden er det kun på tide at bekende sine synder. Men nok om mig og min dårlige samvittighed. Lad os i stedet se på vidunderet. Green Carnations "A Blessing In Disguise" tager fat der hvor bands som Pink Floyd, Uriah Heep, King Crimson m.m. sluttede. De enkelte musikere spiller med autentitet og især de enkelte sangere kommer til deres fulde ret. Stilen er melodisk og psykedelisk og dette skal tages meget bogstavligt, eftersom de enkelte numre afspejler hvert sit område udfra en ren tidsmæssig skala. F.eks. ligger Green Carnation ud med det meget 80'er agtige "Crushed To Dust", hvori især den karismatiske sanger kommer stærkt til udtryk og hvori de "tiamatiske" toner efterlader sig sine spor. Dernæst bevæges lytteren over i det 70'er agtige episke "Lullaby in Winter", som afspejler en dyb respekt og inspiration overfor bands som King Crimson, Amorphis, og de mere psykedeliske elementer fra sangene "Pigs on the Wing" og "Atom Heart Mother" fra de guddommelige Pink Floyd. Til sidst sparkes lytteren atter frem mod 90'erne, hvilket kommer meget godt til udtryk i det mere alternative, jazzede triphoppede nummer "Two Seconds in Life". Generelt kan man sige at lytteren nok vil kunne nikke mest genkendende til især inspirationen fra 70'erne, da det helt klart er det bærende element, men også de mere rockede elementer kan da få en til at tænke tilbage på gyldne stunder, i samvær med bands som Cemetary, Tiamat, In The Woods, Arena og især Amorphis.