Symphony of destruction
The Beginning of the end
Graveshadow fra USA er ude med deres debutalbum Nocturnal Resurrection, der foruden ny musik indeholder enkelt EP, der tidligere har været udgivet. De spiller op til dans med deres symfoniske bud på, hvordan den metalged skal barberes. Graveshadow består af seks styks amerikanere og føres an af den kvindelige forsanger Heather Michele. Albummet har også en kort gæsteoptræden i form af Ralf Scheepers (Primal Fear, Gamma Ray).
Pressematerialet er da også helt fremme i skoene og fremhæver, at Graveshadow er klar til at efterlade et evigt aftryk i metalverdenen. Eftersigende skulle deres lyd være så massiv som the Dragons of Westeros fra Game of Thrones-universet. Jo jo, der bliver bestemt ikke sparet på de fine ord. Spørgsmålet er så, hvordan lever Graveshadow så op til dem?
Far: Nightwish – Mor: Arch Enemy
Ligesom mor og far, så har barnet også en kvindelig forsanger. Som så ofte før, så får vi både de gode og dårlige sider fra ophavet, og Graveshadow er ingen undtagelse. De har de tunge musikalske elementer fra Arch Enemy og forsøger også at lege med de dybe growl, hvor du sagtens lige kan tænke tilbage til Gossow dagene i AE. Men der leges med en veksel imellem det og så den mere bløde og smukke klare symfoniske klang af vokal. Her toner Nightwish-stilen frem blandet med en del af de andre mere etablerede bands.
Otte numre og en spilletid på knap 45 minutter senere vil du have oplevet Nocturnal Resurrection. Allerede nu kan jeg sige: desværre, den var hård at komme igennem. Det store problem for mig er det markante stilskifte, der skiftes imellem i løbet af pladen. Der, hvor Graveshadow virkelig brager igennem, er, når Heather brænder igennem og growler løs. Her udnyttes potentialet fuldt ud, men det hele falder gevaldigt til jorden, når den klare vokal pludselig hilser på igen. Desværre svinger kvaliteten af den klare vokal også gevaldigt, som du fx kan høre på ”Lycan Lust”. Det bliver rodet og personligt mister jeg interessen ret hurtigt. Men det er ikke kun vokalen, der halter. Musikalsk er det også en gang blandende bolcher. Det virker som om, at de forsøger (helhjertet om ikke andet) at ramme bestemte elementer fra de allerede etablerede bands, såsom Sirenia.
Her er ikke et nummer, der ikke lider af ovennævnte skavanker, desværre. Derfor sidder jeg også tilbage med en fornemmelse af, at musikken sagtens kunne tåle at blive gennemtænkt bedre, fremfor der gik for meget copycat i det.
Her er intet i de forskellige numre, der træder frem og skiller sig ud. Her er intet, der får mig til at klappe i hænderne af glæde.
Det er en ommer..
Her er absolut intet at komme efter. Så hvis vi skal samle op på pressematerialet og tænke over, om Graveshadow efterlader sig et evigt aftryk i metalgenren? Nej, må svaret lyd. Det sker i hvert fald ikke med denne skive. Det er en ommer!
På videoen nedenfor kan du se, om du kan få øje på den massive lyd a’la Dragons Of Westeros - jeg kan i hvert fald ikke.
