Godthrymm, I har min fulde opmærksomhed

Fra god doom til allerhelvedes god doom!

I 2020 kom den britiske epic doom-kvartet Godthrymm med deres debutalbum, Reflections, som udgjorde første del af den planlagte Visions-trilogi. Det slap de rigtig godt fra, dog med en mindre anke vedrørende produktionen, der forekom flad og kunne have været bedre. Gruppen, som består af tidligere My Dying Bride-, Anathema-, Vallenfyre- og Solstice-medlemmer, er nu endelig klar med anden del, Distortions. Og man må konstatere, at med hensyn til både lyden og så sandelig også sangskrivningen har Godthrymm i dén grad rykket sig siden sidst.

Kontrasternes perfekte balance

Hvad er forskellen på almindelig doom og såkaldt epic doom? Ja, man kunne foranlediges til at tro, at diverse karakteristika for doom metal blot forstærkes, således at vi kommer helt ned på et enkelt nummer pr. album samt en bpm på omkring to. Men spøg til side, for det er selvfølgelig ikke sådan, det skal forstås. Epic doom er den subgenre af doom, der tager udgangspunkt i den klassiske og meget riffbaserede heavy metal. På mange fronter minder den om tidlig Black Sabbath, og den har efter sigende fået sit navn fra Candlemass-albummet Epicus Doomicus Metallicus. Og lad mig endelig fastslå med det samme, at fans af Candlemass absolut skal give Godthrymm et lyt.

Anført af den karismatiske Hamish Glencross har Godthrymm virkelig fundet melodien. Og det i mere end én forstand. I modsætning til debuten, som havde det med at være lidt flad i sine lydbilleder og med en irriterende komprimeret lyd, er Distortions virkelig vellydende. Den gode Glencross er over en bred kam gået efter kontrasterne, og det må man sige, er lykkedes. De mørke passager er ekstremt dystre, de lyse smukke og melodiske. Og på det tematiske plan mødes sorg og tab med kærlighed og forløsning, der gør den dragende doom til en uhyre spændende oplevelse, der er tung og smuk på samme tid.

Albummets spilletid ligger på en times tid, selvom det kun rummer syv numre. Dermed kan den erfarne doom-kender nok regne ud, at en plade som denne ikke skal høres så meget, som den skal opleves, og det skal helst foregå sammenhængende og i ét stræk. Stærkest er singlerne “Devils” og “Echoes” samt “Follow Me”, hvor Glencross’ gamle ven Aaron Stainthorpe gæsteoptræder, men det anbefales på det kraftigste at lytte til pladen fra start til slut og også gerne i et par rigtig gode høretelefoner eller et ditto anlæg. Drop Sonos-højtaleren i køkkenet, mens du vasker op, og det gamle slidte anlæg i bilen. Distortions fortjener din fulde opmærksomhed.

En episk oplevelse

Rygterne vil vide, at Godthrymm allerede er godt i gang med tredje og sidste værk i Visions-trilogien, som kommer til at bære titlen Projections, og på baggrund af de to første værker bliver vi stillet en yderst lovende afslutning i sigte. Jeg glæder mig i hvert fald. Distortions er simpelthen så flot og hårdtslående en plade, at der skal ske mirakler, hvis ikke den ender på min personlige top-3 for 2023. Meget doom kan være gudsjammerligt kedeligt, mens andet kan være direkte magisk, og det er i denne ende af skalaen, vi befinder os med Distortions. Er man til flot lyd og ældre Sabbath- og Candlemass-vibes, må man under ingen omstændigheder sidde den overhørig.