Når et navn siger alt
Selv hvis man ikke er bekendt med amerikanske Goatwhore, så siger det charmerende navn alt, hvad der er værd at vide om bandet. Siden debuten, The Eclipse of Ages into Black, har kvartetten fra New Orleans bræget løs om Satan, ondskab, dommedag og tilsvarende forventelige emner fra et band, der mener, at Gedeskøge var et godt navn. Med sin kulsorte og dødbringende kombination af black, death og thrash har Goatwhore alle dage været garant for soniske bøllebank, så mon ikke bandets ottende album med det meget mundrette navn også er klar på at uddele kindheste og buksevand med kongevand?
Metallisk Mardi Gras
Nok er Angels Hung from the Arches of Heaven en tung krabat, men trods sin tyngde er der ikke mangel på lette og elegante momenter i musikken. Det skyldes nok det fremtrædende element af legesyge, som de fire amerikanere konstant præsenterer. Deres anekdoter om ophængte engle, der er flået som juleænder, om hvorledes vi alle er født af Satans eget kød, og om hvordan kirken har holdt os nede i årtusinder, bliver alle leveret med et smil på læben og et glimt i øjet, som var det soundtracket til et metallisk Mardi Gras, hvor de spraglede og farverige dragter er erstattet af sorte t-shirts og nittearmbånd. Dette skyldes især SammyDuets guitarsoli, der tilføjer et element af både svensk melodød, men også tidlig 1980’er-thrash a la Exodus og Slayer. Tag et nummer som ”Ruinous Liturgy”, som på mange måder lyder som et WASP-nummer på steroider, eller ”Victory is the Lightning of Destruction”, der med sine bøllede sing-a-long-aspekter får en til at tænke på Venom.
Goatwhore er en sjov størrelse, for der er virkelig tale om et band, der har lånt fra alverdens bands, om det så er Mercyful Fate, God Dethroned, The Crown, Venom, Slayer, Immortal, Bathory – ja, jeg kunne blive ved – så formår de alligevel at skabe deres egen lyd.
Dog er variation ikke just bandets spidskompetence, så albummets 12 numre har det med at glide sammen nu og da, og det er ikke samtlige 45 minutter, der er lige meget værd. Ligeledes klæder det ikke et band så fandenivoldsk at starte med et instrumentalt ”stemningsskabende” intronummer. Numre som ”Weight of a Soulless Heart” og ”And I was Delivered from the Wound of Perdition” nemt være blevet skåret fra, da de to ikke bidrager med ret meget andet end unødigt fyldstof. Derudover matcher de to numre slet ikke resten af albummet, da de er markant tættere på at være doom metal og med et fokus på atmosfærisk stemning. Det svarer lidt til, at ham bøllen, der har brugt en aften på at uddele skridtprygl, pludselig stopper op midt i et godt amagerkys for lige at snakke om vejret samt recitere sin femårsplan.
Metal for den ikke-tænkende
Goatwhore er stadig Goatwhore. De leverer, som altid, en charmerende og kulsort omgang dødsfræs, der går lige i nakkemusklerne og får ens hænder til helt automatisk at folde sig som henholdsvis kloen og hornene. Der er dog som nævnt enkelte elementer hist og pist, som bandet lige burde have gennemtænkt, inden pladen kom på gaden, men omvendt ville Goatwhore ikke være Goatwhore, hvis der blev tænkt alt for meget over tingene, det er trods alt ikke Queensrÿche, det her.
