Den indre konflikt eskalerer

Når diskussionen falder på ’symphonic blackened death’ med rødder i Suffolk County, er det mere end almindeligt svært at komme uden om en vis Daniel Lloyd Davey. Med sit imponerende vokalspænd over fem oktaver har Dani Filth som en hvinende banshee iført pandamaske sammen med Shagrath og de øvrige modstykker fra det norske habitat Dimmu Borgir om nogen defineret genren gennem de seneste tre årtier. Derfor er det kun naturligt, at den indflydelse også gør sig gældende hos bysbørnene i Ghosts of Atlantis (GOA). Medstiftende guitarist og vokalist Colin Parks har i årene 2012-2019 endda været at finde som leadguitarist i Devilment, der i samme periode også husede den ikoniske forsanger fra Cradle of Filth. Kvintetten har desuden, med undtagelse af bassist Al Todd, fælles fortid i The Conflict Within – et fejlslagent metalcore-projekt, der mellem 2009 og 2014 blot formåede producere en enkelt selvbetitlet demo. Fem år efter opløsningen fandt indtil flere af gruppens forhenværende medlemmer dog sammen igen, denne gang under navnet GOA. Det har hidtil udmøntet sig i den kryptisk navngivne konceptdebut 3.6.2.4., der centrerede sig omkring undergangen af det sagnomspundne ørige Atlantis. Med Riddles of the Sycophants følger vi op på de overlevende atlantiders videre skæbne – en beretning, der nøjagtig som sin forgænger fra 2021 ej heller skorter på hverken historisk dramaturgi eller kinematografiske virkemidler.

Det forkætrede rige

’Bort, Sycophanter! Og bort, Parasitter!’ Sådan dundrer den danske forfatter Tom Kristensen i sin debuterende digtsamling fra 1920, ”Fribytterdrømme”, hvor sykofanten benævnes i samtidskulturel kontekst. Oprindeligt stammer begrebet fra det latinske substantiv ’sykophanta’ og det græske sykophántēs, der kan oversættes til ’stikker’ eller ’sladrehank’. Det græske ord er dannet af ’sykon’, der betød ’en figen’ på oldgræsk, og ’phantes’, afledt af ordet for ’at fremvise’. Så en sykofant er altså en, der viser figner frem. Hvordan hænger det nu sammen? Jo, ser du, teorien går på, at visse personer i det antikke Grækenland udspionerede og angav smuglere, der ulovligt eksporterede figner ud af oldtidens Athen. Disse sladrehanke blev omtalt som sykofanterne.

Det ubehagelige fænomen er altså centralt omdrejningspunkt for mistankerne, som omgærder de overlevende atlantider, der på mystisk vis må have påkaldt sig gudernes gunst. Allerede i løbet af albummets indledende fjerdedel står det dog klart, at produktionen ikke formår at løfte det ellers fascinerende historieoplæg. Der kniber gevaldigt med at fastholde fokus grundet implementeringen af de mange delelementer, hvor blandt andet kor, den symfoniske orkestrering og trommerne ender med at fylde alt for meget i mixet på numre som ”March of the Titans” og ”Empires Burn”.

På bagkant af de insisterende korstykker og meningsløst doserede blastbeats på A-siden fremstår ”The Lycaon King” og ”The Alkonost” straks mere afstemte. Her træder det orkestrale udtryk diskret i baggrunden, og hvilket skaber mere rum for de gutturale growls, mens også trommekompositionerne falder naturligt ind i de rytmiske strukturer. Klimaks for denne skribents vedkommende må dog siges være ”Sacramental”, der grangiveligt lyder som et opus, ovenstående Devilment kunne have fostret. Hvorvidt man vurderer dette som et forsonede træk, må i sagens natur forblive en smagssag. I min optik bidrager det i al fald til skivens bedst balancerede skæring, der med sit flygelkomponerende postludium lukker på en nydelig note.

Ikke en regulær ørefigen, men…!

Riddles of the Sycophants har rigtig mange spændende elementer i spil. Et fascinerende historieoplæg, teatralske kompositioner og en yderst kompetent besætning bestående af både faste medlemmer og gæsteoptrædende musikere, der blandt andre tæller trommeslager James Stewart (Decapitated, Belphegor og Skeletalwitch), Christian Älvestam (tidligere vokalist i Scar Symmetry), den russiske multikunster Anna Kiara fra Imperial Age samt the Pop Chorus community group fra hjemstavnen i Suffolk. De genredefinerende muser Dimmu Borgir og COF træder desuden tydeligt frem i de symfoniske kompositioner, mens der i den øvrige instrumentalisering spores elementer med et genrediversificerende spænd så bredt som Lamb of God og Behemoth. Der, hvor soklen for alvor knager, og det grundlæggende fundament truer med erodere, er bag knapperne i pulten, hvor der kæmpes en brav kamp for at finde den rette dosering af de mange ingredienser. Når først rammesætningen truer med at give efter, så har vi altså balladen – og desværre ikke den musikalsk nænsomme af slagsen. Det bliver således ikke til en regulær ørefigen i ordets bogstavelige forstand, men en lettere bekymret mine forud for briternes julekoncert i Pumpehuset, hvor de sammen med Butcher Babies og IGNEA åbner for de amerikanske veteraner i Fear Factory.