Ghost Circus - Across The Line

Across The Line

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genre:Prog rock
Spilletid:69:39
Antal numre:15

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Ghost Circus er en duo bestående af hollænderen Ronald Wahle og Chris Brown fra Tennessee. Sidstnævnte står for sang, guitar og bas, mens Wahle tager sig af mere guitar, keyboard og "slagtøj". Musikken på duoens andet album, "Across the Line" er en speciel blanding af Devin Townsend-agtige "wall-of-sound"-pop-elementer (à la "Ocean Machine") og progressiv metal med et meget personligt udtryk, der er svært at beskrive fyldestgørende. Man kunne måske sammenligne med Fates Warning ("A Pleasant Shade of Gray" og tidligere) tilsat noget Toto.

Især den instrumentale åbner, "Reflection" lugter meget af Devin Townsend, nærmere bestemt indledningen til "Synchestra"-albummet, mens det efterfølgende "Pathway" falder i den Fates Warning-agtige kategori. Balladerne (f.eks. "To Be") er generelt meget Toto-agtige. Men ellers er mange af numrene på "Across the Line" en blanding af stilarterne. F.eks. "Holding On" er en ret interessant fusion af stemninger. Jeg er også meget begejstret for de ambientagtige elementer, der bliver tilsat på det lange 8-delte "Through the Light".

Enkelte anmeldere hævder hårdnakket, at intet på albummet er programmeret, men trommerne lyder altså temmeligt sterile her og der – nogle af dem er måske bare triggede, men beatet på "Losing Time" kan ikke rigtig bortforklares. Kommer man først til at fokusere på det, bliver man irriteret over, at musikerne ikke har ønsket at fuldende den ellers forholdsvis organiske fornemmelse, der præger sangene (både bas og guitar er meget lækkert og varieret spillet). Det svageste punkt ved Ghost Circus er imidlertid vokalen, der virker meget usikker og utrænet. Chris Browns hæse normal-leje-stemme får mig til at tænke på Ian Anderson fra Jethro Tull, som han lyder i dag (efter sin halssygdom i 80’erne). Browns røst lyder måske knap så hærget, men til gengæld har Anderson bedre kontrol over sin stemme. Browns ret ensformige udtryk gør også, at en del af numrene kommer til at lyde mere kedelige, end de havde behøvet at lyde. Det er synd, når nu der er så mange spændende ideer på albummet.

Tilføj kommentar