Ligeved og næsten

En ældgammel talemåde siger: ’Ligeved og næsten slår ingen mand af hesten’. Udtrykket dækker over de forsøg, som bare ikke når helt i mål. Og det er lige præcis den følelse, man sidder tilbage med, når man hører det seneste udspil fra den amerikanske kvintet Gates To Hell. Bandet imponerer med alle de sygeste tricks i hardcore-håndbogen, men efter endt lytning, så halter helhedsoplevelsen, og portene til Helvede står kun på klem. Men det kan blive til noget større i fremtiden.

Vanvittig vellyd

Bandets stil balancerer på kanten af death metal og hardcore. Det er en lyd, som man måske kender fra vores egen andedam i form af MITE og Lifesick. Death Comes To All er kun det andet album fra Gates To Hell. Og det virker da også, som om de stadig er i gang med at finde deres ben at stå på, selvom de gør alt for at sparke benene væk under deres lytter.

Tag for eksempel ”Next To Bleed” og ”Sacrificial Deed”, som slår og sparker sig frem i lydbilledet, så man næsten får næseblod af at lytte til dem. Det er numre, som må sætte gang i enhver moshpit… og en invitation til at spille live i Danmark er hermed sendt afsted! Med titelnummeret har Gates To Hell lytteren i sin hule hånd. Her er der nemlig tale om en vaskeægte metal-banger, hvor der bliver growlet igennem (nærmest skreget), tempoet bliver skruet op og ned efter behag, soniske breakdowns flår ens verden midt over, og groovet er megatungt. 

Death Comes To All er virkelig velproduceret. Manden bag knapperne er Randy LeBoeuf. Og han er et navn, man bør holde øje med i fremtiden, for højttalere og hovedtelefoner bliver fyldt helt ud med detaljeret lyd, og både top og bund i lydbilledet er nuanceret og afbalanceret. ”A Summoning” og ”Weeping In Pain” burde nærmest være de numre, som hi-fi-butikkerne satte på, når deres anlæg skulle vises frem. Så god er lyden. 

Men den gode lyd er desværre ikke nok til at løfte dette album op i de højere kranielag. For Gates To Hell har ikke materialet, som kan nyde godt af den fortrinlige produktion. Numre som ”Crazed Killer” og ”Locked Out” følger en lidt for standardiseret opskrift, og de fremstår desværre som en metal-metervare. Dog lukker albummet på en høj node med ”Fused With The Soil”, der river og raser i ørene på den gode måde. 

Det bliver stort

Gates To Hell kan sit hardcore-kram. Det er nærmest ren opvisning, og man har på fornemmelsen, at bandet er en større oplevelse live end på dette album. 

Helheden fungerer desværre ikke på Death Comes To All. Flere numre ræsonnerer ikke med sin lytter. Albummet lyder virkelig godt, og produktionen er noget af det bedste, man har hørt i længere tid. Men bandet mangler stadig flere enestående numre, før oplevelsen er helt i top. Ligesom kranierne. Men håbet er, at bandet fortsætter med at tro på deres projekt og udvikle sig. For så er noget stort på vej og portene til Helvede kan sparkes helt op.