Gammelt kul i nye sække
Hvis jeg havde en krone, for hver gang jeg har anmeldt et album, hvis lyriske omdrejningspunkt var historien om minedrift og mineraludvinding i Europa … så ville have have fire kroner, hvilket ikke er meget, men vildt nok, at det alligevel er sket fire gange. Euch’Mau Noir bis er egentlig ikke en ny udgivelse, sådan i traditionel forstand, men derimod en genindspilning af Galibots debutalbum, Euch'mau noir fra 2024 – plus et enkelt nyt nummer. Ergo er det en skive, vi ikke har berørt før, og i og med at Galibot har annonceret en opfølgende udgivelse, Catabase, d. 8. maj, så virkede det ganske oplagt lige at berøre deres 'debut' først.
Jævn præstation
Rent stilistisk spiller Galibot forholdsvis klassisk fransk melo-black, men det er dog ikke helt så storladent eller teatralsk, som det deres landsmænd Griffon eller Houle præsterer.
Nu og da flirter musikken også med både atmo-blacken og dødsmetallen, qua hvor unisont guitar og trommerne arbejder – det er nærmest et sonisk bombardement, man udsættes for.
Når man sammenligner Euch’mau noir og Euch’Mau Noir bis, forstår man godt, hvorfor Galibot valgte at genindspille albummet. Hvor originalen lød, som om det hele var blevet optaget inde i et bundløst ekkokammer (hvilket egentlig matcher det lyriske koncept), lyder genudgivelsen her betydeligt mere imposant – især er Agathe ‘Diffamie’ Boulangers vokal markant mere tydelig og klar.
Noget en genindspilning dog ikke kan hjælpe på, er sangskrivningen. Man kan godt høre, at det her er en debutudgivelse, og at Galibot stadig har meget at lære.
Overordnet set fejler musikken ikke noget, men der er stadig et stykke vej til guldmedaljen.
De kære franskmænd har ikke specielt mange kort oppe i ærmet på kedeldragten, så der er ikke mange overraskelser at komme efter – og musikken er relativt formularisk og ensartet. Med få undtagelser er det svært at skelne de mange numre fra hinanden, og selvom jeg ønsker, at jeg var helt tosset med skiven her – og Galibot generelt – så er tematik og nationalitet ikke nok i sig selv: kunsten er nødt til at være på et højere niveau, hvis de vil høste mere ros.
Grav dybere!
Jeg er glad for, at disse unge kulminearbejdere (som Galibot i øvrigt betyder) udgiver en ny skive her lige om lidt og derved får en ny chance. For der er potentiale, og der er talent, men der er også lang vej endnu – og denne her klump kul skal godt nok presses gevaldigt, hvis den skal have en chance for at blive til en funklende diamant. Galibot mangler at finde sin egen lyd, sin egen soniske identitet, og hvis de kan finde den, så spår jeg, at vi kommer til at stå, med et stærkt resultat. Hvis ikke, ja, så får vi nok mere af det samme, middelmådige og jævne resultat.