Furor Gallico - Dusk Of The Ages

Dusk Of The Ages

· Udkom

Type:Album
Genre:Folk metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Intet nyt under solen

Furor Gallico, Gallernes Raseri, er et italiensk folk-metal band med alt, hvad det indebærer. Dusk of the Ages er deres tredje album, og at dømme ud fra tidligere udgivelser, er der ikke sket den store udvikling. Men hvis man er tilfreds med en formel, hvorfor så ændre den? Det er klassisk folk-metal, som vi kender det, dvs. melodiske og akustiske passager med clean singing både fra mand og kvinde blandet med klassiske metal strukturer. Da det er italiensk, så er storslåede guitarsoloer jo et selvskrevet must, så de er der naturligvis også. Så egentligt byder de ikke på noget nyt, og man kan nemt drage paralleller til lignende bands såsom Ensiferum eller Eluveitie.

Den Stille og Rolige Jagt

Man skal jo ikke dømme en bog på dens omslag, det samme gælder musikalbum. Jeg valgte at kaste mig over netop Dusk of Ages på grund af dets omslag, der afbilleder det mytologiske fænomen kendt som ”den vilde jagt”. Et mytisk varsel der er at finde i stort set alle de oprindelige europæiske og skandinaviske kulturer og trosretninger. Furor Gallico er ikke de første, der har brugt denne begivenhed som inspirationskilde eller omslag – det mest kendte eksempel indenfor metalmusik må være Bathorys legendariske album: Blood Fire Death. Derfor må jeg jo indrømme, at jeg lidt gik og håbede på en episk men alligevel hårdtslående omgang metal i den stil.

Der er dog ikke meget Bathory over Dusk of the Ages udover nogle få mytologiske referencer. Det gør dog ikke noget, da Furor Gallico sagtens kan stå på egne ben, og de formår at flette det fine og det bløde sammen med det hårde og vrede. Bevares, de har ikke så mange tricks oppe i ærmet, og langt de fleste af deres sange følger præcis samme mønster med en let og akustisk intro, der glider over i powerchords og galopriffs. Men det virker, og de er tydeligvis selv tilfredse med resultatet samt formlen.

Albummet er dog noget mere folk, end det er metal, så man sidder lidt og savner mere pondus på albummet generelt. Man kunne også ønske, at deres producer havde sørget for, at trommerne ikke lød så flade og vattede. Mest af alt sidder man med følelsen af, at det er en billig trommemaskine, der er ved at løbe tør for batteri. Generelt er produktionen lidt flad i det, og det er kun vokalen, der virkeligt er fremtrædende, hvilket er en spøjs prioritering, når store dele af albummet er instrumentalt.

Mange bække små…

Der er som sådan ikke noget reelt i vejen med Dusk of the Ages. De ting, man kan sætte en finger eller to på, er alle i det, man kan kalde for småtingsafdelingen – men alligevel, så mange bække små gør en stor å. Jeg kunne ønske mig, at når de engang går i gang med album nummer fire, så fik de styr på produktionen, styr på trommerne og styr på mixeren. For hvis det sker, så kunne jeg nemt forstille mig, at gallerne fra Lombardiet kunne skabe et sandt kunstværk. Men indtil da, må de nøjes med syv små kranier.

Tracklist

  1. Passage To A New Life
  2. The Phoenix
  3. Waterstrings
  4. Nebbia Della Mia Terra
  5. Canto D'Inverno
  6. Starpath
  7. Aquane
  8. The Sound Of Infinity
  9. Dusk Of The Ages
  10. The Gates Of Annwn