Når Skynet bliver sat til at spille metal

Dommedag er aflyst

De seneste år har debatten raset, om hvorvidt kunstig intelligens som ChatGPT og diverse andre AI-systemer er farlig for menneskeheden. I bedste Terminator-stil føler et fortsat stigende antal mennesker sig truet af teknologi, der på skræmmende vis kan skrive en forskningsartikel, så selv anerkendte og højtuddannede professorer ikke kan kende forskel på computerens værk og den ægte vare. Forståeligt nok, men hvor bekymrede bør vi egentlig være? Tja, jeg er ikke den rette til at svare på spørgsmål vedrørende eksempelvis forskning, men når det kommer til AI-genereret melodisk death metal, kan menneskeheden sagtens forholde sig ganske roligt. Her er den hurtigt tænkende computer nemlig stadig fuldstændig harmløs.

Digitale kyllingenuggets

The Orcish Eclipse fra bandet Frostbite Orckings er intet mindre end verdens første AI-skabte metalalbum. Bag projektet finder vi Stefan Schmidt, der til daglig slår sine folder i bandet Van Canto. Når han ikke er musiker, arbejder han netop med kunstig intelligens, og det fremstår dermed oplagt, at lige netop han er indpiskeren i et projekt som dette. Jeg må da også indrømme, at jeg var temmelig spændt, inden pladen røg på anlægget: Kan man høre, at det ikke er spillet af “rigtige” mennesker? Er der overhovedet originalitet at spore i musikken? Og måske vigtigst af alt: Er det godt?

Især sidste spørgsmål gik mig lidt på. For hvad nu hvis det var godt? Ville hele min musikalske opdragelse og generelle filosofi om musik så kunne skylles ud i lokummet efterfølgende? På ingen måde. The Orcish Eclipse er nemlig ikke specielt spændende. For det første lyder hele pladen som en samling frasorterede numre og udvidede jamsessions fra Lordi og Amon Amarth; det er storladent og episk i sit udtryk, men også forudsigeligt og kedeligt som bundsjatten i en lunken fadøl. For det andet er pladen så hamrende ensformig fra start til slut, at det næsten gør ondt. Datamaterialet, som AI’en har baseret musikken på, skulle nok have været en del mere varieret.

Åbneren, “When I Fall”, er på sin vis ganske fin, og det samme er efterfølgeren “Orcs Don’t Cry”, selvom dette nummers titel i sig selv er på grænsen til det tåkrummende. Som albummet skrider frem, bliver det dog mere og mere intetsigende og faktisk også så præget af genbrug, at det er i overkanten. Lyt blot til “Beauty of the Night” og “Feel the Night” – her vil jeg vove den påstand, at især Amon Amarth har brugt harmonierne i de respektive omkvæd mere end én gang. Vi kommer enormt tæt på østasiatiske kopivarer med prædikatet ’same same, but different’, og det bliver på ingen måde bedre, inden albummet ringer ud efter 35 minutters floskelpræget tomgang. Det er lige netop her, vi kan pege fingre af Stefan Schmidts computer samt meget anden AI. Kunstig intelligens – i hvert fald som den er lige nu – vil altid kvæles og lukkes om sig selv, da den ikke er innovativ. Den skaber sine kreationer ud fra eksisterende – og menneskeskabt – data og kan derfor af helt naturlige årsager ikke skabe noget, der er nyt og spændende. Den kan plukke bidder ud af musik, der allerede eksisterer, og dermed sidde fast i et evigt loop, men den kan ikke tænke originalt og komme ud af sit eget selvsving.

Skæg ide, men intet andet

Kunst skabt af kunstig intelligens kan garanteret diskuteres endeløst. For er det overhovedet kunst, når der ikke er mennesker direkte involveret i skabelsesprocessen? Eller skal vi slet ikke tænke det som kunst? Nuvel, selv hvis vi ændrer præmissen for Frostbite Orckings og den computerskabte musik og tænker på den som ren og skær underholdning frem for kunst, er der ikke meget at komme efter. Musik må hjertens gerne være uoriginalt og hørt tusindvis af gange før, så længe det som i tilfældene AC/DC og Volbeat er drevet af passion og godt håndværk. Det er musikken hos Frostbite Orckings af indlysende årsager ikke. Et par numre er fine, og en håndfuld riffs er såmænd også dejligt hårdtslående, men i det store hele er The Orcish Eclipse et kedeligt kludetæppe af stumper fra det nordiske melodeath-univers. Men hvad skal menneskeheden bruge den slags til? Bør vi sætte en AI til at lave musik, bare fordi vi kan? Vi befinder os uden tvivl et rigtig spændende sted, og fremtiden ligger åben foran os. Men for nuværende bør musikken fortsat frembringes ved håndens kraft.