Med hjertet på rette sted

Spørgsmålet om ”A Universe from Nothing” er udgangspunktet for utallige diskussioner om videnskab vs. religion. Det viser sig nu også at være et (ganske usædvanligt) tema for et bluesbaseret hard rock-orkester fra Danmark, for det er nemlig titlen på Freddy and the Phantoms’ nyeste album, der netop er kommet på gaden. Ført an af guitarist og forsanger Frederik ”Freddy” Schnoor, har fantomerne siden debuten i 2012 aldrig lagt skjul på, at deres musikalske hjerter ligger i 60’ernes og 70’ernes klassiske hard rock. Og der ligger de efter alt at dømme stadig.

Mere kul på end nogensinde

At Frede og Fantomerne har skruet op for hårdheden og ned for det soul-fulde i forhold til deres tidligere albums, kunne man hurtigt fornemme på singlerne, der drypvis begyndte at udkomme allerede sidste år. Og det gælder faktisk for hele ”A Universe from Nothing”, der ikke bare er mere hårdtslående, end bandet selv plejer at være, men faktisk også ofte mere kontant og direkte end forbillederne i Deep Purple, Rival Sons, Led Zeppelin osv. Men ”Universe” er ikke bare hårdt. Det er også velspillet, vellydende og fyldt til randen med velfungerende riffs og melodier, der bør tilfredsstille langt de fleste fans af genren. Hør bare en sang som ”River of Hate”, der imponerer med sit energiske tempo, en medrivende guitarlinje, der understøttes af det klassiske hammondorgel, og et omkvæd der er umuligt ikke at skråle med på. Som prikken over i’et, tilføjes en fræsende solo fra Søren Andersen, der åbenbart lige er smuttet forbi Medleystudiet (som jo også er hans eget) for at give en virtuos hånd med. Sådan skal en hard rocksang skæres! Det er dog ikke basal hard rock det hele, for der er også let proggede tendenser på sange som ”Lilith’s Nightmare” og ”Andromeda”, hvor de tunge, komplekse riffs leder tankerne hen på den nuværende udgave af Opeth.

I disse streamingtider oplever man ofte, at et albums bedste sange bliver fyret af med det samme i et krampagtigt forsøg på at holde fast i nutidens utålmodige musikforbrugere. Det skal Frede og co. ikke nyde noget af, for et par af albummets allerstærkeste skæringer findes hen imod slutningen. ”Hunger” har et eminent ørehængerriff, hvor guitar og hammondorgel spiller sublimt sammen, og afslutningsnummeret ”Inferno” er tæt på samme kvalitet med endnu mere lækker riffing.

Selvom der, som nævnt, helt klart er mere kul på end nogensinde, så kan man godt savne, at Frede og co. går endnu mere til den, når chancen byder sig. Det tunge stykke midt i ”Inferno”, hvor guitaren endelig får lov at stå alene uden det ellers allestedsnærværende hammondorgel, var et oplagt sted at skrue mere op for intensiteten, men det tiltrængte brud med normen udebliver. Og her rammer vi ind i et større problem ved dette album: I en genre, der ellers indbyder til alle mulige afstikkere som country, ’folk’ i alle afskygninger, rendyrket blues eller meget andet godt, holder bandet sig med få undtagelser primært til ’hårde rockere’ hele vejen igennem. Det bliver i længden for ensformigt, og sangskrivningen holder ikke hele vejen hjem.

Meget mere end bare en Zeppelin-klon

”Jeg synes, vi er mere tidløse end nogensinde”, har Frederik ”Freddy” Schnoor udtalt om dette album, men det er nu en sandhed med modifikationer, for A Universe from Nothing er solidt forankret i den klassiske rock fra slut-tresserne og start-halvfjerdserne. Det, der til gengæld ér lykkedes for Frede og fantomerne, udover en håndfuld virkelig fremragende rocksange, er at lave en bluesbaseret hard rockplade, der ikke lyder som endnu en Led Zeppelin-klon. Og trods de små skønhedsfejl er det faktisk en både forfriskende og imponerende præstation.