I booklet’en til den halvfesne "The Road Back Home" fra tidligere i år, lovede primus motor Roine Stolt, at der snart kom noget nyt og mere progressivt fra bandets side. Og okay, "The Sum of No Evil" ligger langt fra de relativt korte, mere mainstream-agtige numre, Flower Kings havde udvalgt til føromtalte opsamlingsalbum. En disposition med 75 minutters musik fordelt på 6 numre indikerer i sig selv, at vi er i det episke, eklektiske hjørne, og sangstrukturerne er da også generelt komplekse med plads til masser af instrumental flair, temaer, der fletter sig ind og ud af hinanden på tværs af de enkelte sange osv.

Blomsterkongernes rødder er som altid solidt plantet i ’60erne og ’70erne med masser af hammondorgel, moog og det, der ligner. Ind imellem glider bandet over i fede, råt rockede passager, f.eks. på "Love Is the Only Answer" og "The Sum of No Reason", men ellers er det en meget hyggelig, næsten for hyggelig og afslappet lyd, der kendetegner albummet.

Jeg kan mægtig godt lide de mange Frank Zappa-referencer, der er rundt omkring (f.eks. de karakteristiske syrede fraser med xylofon-lyde), og jeg har generelt stor respekt for Flower Kings som musikere, men det er stadig meget svært for mig at døje Roine Stolts bævrende, lidt hæse stemme i længere tid ad gangen. Kan man klare vokalen, er det absolut et udmærket køb inden for denne subgenre. Personligt foretrækker jeg dog The Tangent og Spock’s Beard, hvis det skal være tykt ’70er-inspireret – måske fordi der i disse bands’ tilfælde også er elementer af helt andre stilarter og musikalske perioder.