Drunge? Grønge? Dødgru?

Vi kender dødsmetal. Vi kender grunge. Men dødsgrunge? Den er ny. Svenske Floating betegner godt nok sig selv som dødspunk, men man skal ikke høre mange sekunder af Hesitating Lights, før man kan konstatere, at der er markant mere Seattle end London over pladen. Bevares, grunge er da også en klar videreudvikling af punken, så det er ikke, fordi den røde tråd er totalt usynlig. Men uanset hvad så er ideen med at blande den introverte, indadvendte skovmandsskjortetråd med fadbamse-og-cargoshorts-råberi da spændende nok. I hvert fald på papiret …

Smid det ud, og ring til Just-Eat

Hesitating Lights er sgu en spøjs omgang – og det står klart allerede fra de første sekunder. “I Reached the Mew”, der åbner albummet, lægger skævt fra kajen med sin kombination af Soundgarden-riffs og Emtombed-vokal. Sådan fortsætter det egentlig igennem hele albummet. Igen, lad mig understrege, hvor stor fan jeg er af ideen med at kombinere to så forskellige genrer – resultatet kunne jo have været lige så godt som blackgaze, der ved gud heller ikke burde fungere på et teoretisk plan. Desværre så er dødsgrunge ikke blackgaze. I hvert fald ikke, når det er Floating, der skal stå for blandingsprocessen.

De kæmper ellers en brav kamp og gør alt, hvad de kan, for at få det til at spille, men lige lidt hjælper det. På “Hesitating Lights/Harmless Fires” eksperimenterer de med at implementere diverse post-metal-elementer, og igen: Point for forsøget, men hvad end duoen har forsøgt at kokkerere, så kan det ikke reddes, uanset hvad man så smider i gryden.

Helt overordnet er det svært at sige noget sådan rigtigt pænt om Floatings anden udgivelse. Jovist, man kan da godt køre den ind med diverse klassiske floskler vedrørende medlemmernes musikalske kapabiliteter eller om, hvorvidt pladen er produceret og mixet på en sådan måde, at det er en behagelig lytteoplevelse. Den slags bliver dog hurtigt bare en sovepude, og jeg ved faktisk ikke, om jeg synes, de floskler egentlig gør sig gældende på albummet her.

Bevares, de er da bedre musikere end jeg; det siger heller ikke ret meget, og selvom ideen med at blande genrer, som normalt ikke just bor dør om dør, er sjov og kreativ, så hjælper det jo ikke meget, når resultatet ikke er bedre, end det er. Guitaren er banal, trommerne generiske, og vokalen utroligt gennemsnitlig. Med andre ord er skiven her endnu et fremragende bevis på, at bare fordi en ide er god, betyder det ikke, at produktet bliver det.

Falliterklæring

Hesitating Lights er den slags skive, man tilgår med en vis interesse, men i takt med at pladen spiller, bliver den interesse erstattet med indifference og til sidst irritation. Ganske hurtigt opdager man, at så mange esser havde bandet ikke oppe i ærmet, og især henimod slutningen af værket kan man godt høre, at det er panik før lukketid, for der kører de virkeligt i tomgang og opgiver alle kreative ideer for bare at køre den ind med klassisk svenskerdød. Ergo går det op for en, at bandet jo ikke engang selv tror helt på deres koncept og ide, hvilket må siges at være en helt enorm falliterklæring. Så Floating, jeg ønsker jer bedre held næste gang, men I skal ikke ringe – vi er ikke hjemme.